Kirkevold nærmer sig mål nummer 100: Måske fejrer jeg det på Instagram
Foto: Rene Schutze/Getty Images
Superliga

Kirkevold nærmer sig mål nummer 100: Måske fejrer jeg det på Instagram

Efter et fremragende 2017 er Pål Alexander Kirkevold nu på 99 mål i sin profesionelle karriere. Han har ingen særlige planer, når han runder nummer 100, men måske skal det lige markeres på det sociale medie Instagram.

Januar 2017. Pål Alexander Kirkevold er netop vendt tilbage til Hobro IK, efter han har tilbragt et år i Sarpsborg med 6 mål i 28 ligakampe til følge. Han var blevet sendt til Norge, fordi daværende cheftræner Ove Pedersen ikke kunne bruge ham i Hobro.

Januar 2018. Kirkevold har scoret 22 mål i det foregående kalenderår, været en nøgleperson i Hobros oprykning og sat Superliga-rekord med mål i 11 kampe på stribe. I november fik han desuden debut for det norske landshold.

Det seneste års succes har været til at tage og føle på for nummer to på Superligaens topscorerliste, og den er formentlig kommet bag på de fleste. Ikke mindst Kirkevold selv.

- Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville få så stor succes. Men jeg havde noget at modbevise. Jeg ville vise over for folk, at jeg var god nok til at spille i Danmark, så jeg brugte det som motivation. Det handler om at motivere sig bedst muligt, siger Pål Kirkevold til tipsbladet.dk om det 2017, der var hans bedste år i karrieren.

- Det var bare en stor optur hele vejen. Helt fra jeg kom tilbage til Danmark til den sidste kamp i december har det været en stor optur. Hvis jeg fortsætter i 2018, er det bare sjovt. Jeg skal holde mig skadesfri og klar til at spille fodbold, siger han.

Et kig på statistikken bekræfter Kirkevolds fornemmelse. Hans 22 mål i 2017 overgår hans hidtil bedste, da han scorede 19 gange i 29 kampe for Sandefjord i 2014 i den næstbedste række i Norge.

Med de 22 mål nærmer Pål Kirkevold sig desuden en fornem milepæl for angribere. Ifølge statistikhjemmesiden transfermarkt.de er han nu på 99 scoringer i sin professionelle karriere, så hans første fuldtræffer i foråret bliver nummer 100.

- Jeg vidste det ikke, for jeg holder ikke mit eget målregnskab, men måske skal det fejres, siger han med et grin.

- Det kan blive en Instagram-post. Det er fint at stile mod. Det bliver lidt en speciel lejlighed.

Den 27-årige nordmands målkilde tørrede en smule ud mod slutningen af efteråret, da han ikke scorede i de fem sidste kampe inden juleferien. Til gengæld er han med 13 sæsontræffere et godt bud på en kommende Superliga-topscorer. Den eneste med flere mål, Emiliano Marcondes (17), er som bekendt skiftet til Brentford.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.