Kristian Bak: For mig er FCM en traditionsklub
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

Kristian Bak: For mig er FCM en traditionsklub

FC Midtjylland styrer sikkert mod klubbens første mesterskab, og det er en speciel følelse, fortæller anfører Kristian Bak, der godt ved, at guld til FCM nok ikke er voldsomt populært.

Ikke nok med, at FC Midtjylland i efteråret var Superligaens klart bedste hold. I foråret har klubben indtil videre også skrabet flest point sammen af alle hold, så der går formentlig ikke lang tid, til klubben kan hæve pokalen og vinde den første titel, siden klubberne fra Herning og Ikast fusionerede og blev FC Midtjylland i 1999.

Men at FC Midtjylland kommer til at vinde det danske mesterskab, kommer ikke til at vække jubel hos konkurrenterne, forudser Kristian Bak, der peger på, at alle skyder mod klubben.

- Der er nok en del klubber, der ikke lige er de største fans af FC Midtjylland. Vi bliver kaldt mange forskellige ting, og det er da korrekt, at vi ikke er en klub med 100 års historie. Vi har også en pengestærk mand bag os, og det er nok heller ikke populært. Der er nok ingen tvivl om, at mange vil synes, det er træls, hvis vi vinder, siger Kristian Bak Bach til tipsbladet.dk og fortæller videre:

- Men for mig er det allerede en traditionsklub, for jeg har ikke været andre steder end her. Det er en smule specielt at høre på de mange meninger om vores klub, men det handler om at lukke det ude. Og det er nok sådan, det altid vil være, når en klub er god. FCK har heller ikke altid været lige populær.

32-årige Kristian Bak fik sin FCM-debut i 2000, altså året efter FCM's fødsel, og her spillede han frem til 2007, inden han tog til hollandsk fodbold og Heerenveen. I 2010 kom han tilbage til FCM og er altså anfører for klubben, når pokalen skal hæves. Noget, der er specielt, fortæller FC Midtjyllands højre back.

- Min alder taget i betragtning og med min status i truppen in mente, er det da sindssygt sjovt at prøve. Jeg er vildt glad for klubben i den her tid, for der kommer også et tidspunkt, hvor jeg ikke spiller mere. Det er det mest spændende, jeg har prøvet, og det er virkelig fedt at stå op om morgenen for at tage til træning, siger Kristian Bak.

Og selv om klubben kommer til at vinde det danske mesterskab om nogle runder, så er barren allerede sat højere, fortæller han.

- Et dansk mesterskab vil være kæmpe stort, men der er mange på vores hold, der vil videre. Nogle spiller for at komme til udlandet, og for en type som mig handler det alene om oplevelsen. Selvfølgelig betyder det noget at blive dansk mester, når jeg har været med så længe, men muligheden for Champions League-deltagelse vil være kæmpe stort. Det vil være et kæmpe udstillingsvindue for os alle, og for mig vil det være en stor oplevelse.

- Jeg har været her længst, og det er min klub, så et dansk mesterskab vil betyde meget. Unge spillere er måske på vej frem og tænker ikke så meget over det, hvor det betyder mere for os ældre, siger Kristian Bak, der indrømmer, at han aldrig havde forventet, at FC Midtjylland ville nå nutidens højder.

- Jeg har altid syntes, at vi var et stærkt hold, men jeg tænkte ikke over, at vi kunne være så dominerende, som vi er. Men i de sidste par år har det ikke overrasket mig, fordi vi har bygget en kultur op. Og så har vi bibragt den sidste ting i form af bredde i truppen. Selv om vi er ramt af skader på profiler, har vi et sindssygt godt hold, og alle skal kæmpe for at få lov til at spille. Sådan har det ikke altid været - det er en fornøjelse.

Lige nu er FC Midtjyllands forspring på 11 point ned til FC København - der resterer ni kampe i Superligaen.