Kusk: En af de mest intense træningskampe, jeg har spillet
Foto: FCK
Superliga

Kusk: En af de mest intense træningskampe, jeg har spillet

Der var fart over feltet, da Kasper Kusk og FC København spillede mod Malmø og vandt 1-0, påpeger FCK-fløjen.

FC København besejrede Malmø tidligere i dag i en venskabskamp i Dubai med 1-0. En kamp, hvor københavnerne dominerede fra start til slut og ramte træværket to gange. Men det var også et opgør, hvor der var masser af tænding, og hvor spillerne var i infight og havde heftige diskussioner med hinanden et par gange. Alt det var medvirkende til, at Kasper Kusk over for FCK TV kalder kampen mod Malmø som en af de vildeste træningskampe, han nogensinde har medvirket i.

- Det er en af de mest intense træningskampe, jeg nogensinde har spillet. Det var to hold, der gerne ville vinde, og som gik ind i alle nærkampene. Det var en fed træningskamp at spille, og så får vi selvfølgelig en sejr, så alt i alt var det en god kamp for os. 

- Ser man bort fra de første 15-20 minutter, er det os, der sidder på det. Vi kører bolden bedst rundt. Vi spiller bedre end Malmø i dag, og Malmø er ikke hvem som helst, så vi har en god fornemmelse inden de næste kampe, vi spiller.

FC København møder om fem dage AIK i Dubai Cup, inden man den 14. februar møder Guangzhou Evergrande FC, hvor Jackson Martinez er skiftet til i mandags.