Ny AGF-assistent er ligeglad, om han møder Atlético Madrid eller Hobro
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Ny AGF-assistent er ligeglad, om han møder Atlético Madrid eller Hobro

Selv om David Nielsen ikke troede, Rubén Sellés var en mulighed for AGF, havde spanieren i dag første arbejdsdag som Nielsens assistenttræner. Han er vant til både de store og de små scener fra sin tid i FK Qarabag - og til presset for at vinde.

Rubén Sellés blev præsenteret som AGF's kommende assistenttræner 1. december, og fire dage senere stod hans FK Qarabag-hold over for AS Roma på udebane i Champions League. Der kom over 34.000 tilskuere. Næste gang, spanieren står på en sidelinje i en gældende kamp, er modstanderen Hobro IK på DS Arena.

Man kan godt argumentere for, at skridtet fra en Champions League-klub til en dansk bundklub er ét i den gale retning i trænerkarrieren, men så simpelt er det ikke, mener Sellés. Heller ikke, selv om han med FK Qarabag var med til at slå FC København ud af Champions League-kvalifikationen.

- Jeg flytter mig altid for udfordringer. Udfordringen i Qarabag var for mit vedkommende forbi. Jeg fik en god mulighed for at begynde på en ny udfordring i AGF med en position, jeg rigtig godt kan lide, som assistenttræner, så det er meget simpelt. Det handler bare om udfordringen, siger Rubén Sellés efter sin første træning på et vindblæst Fredensvang i Aarhus.

- Jeg er ligeglad med, hvad folk synes om det, og om de forstår min beslutning eller ej. Jeg ved, at det er svært at forstå, og at folk tænker, hvorfor en mand fra Champions League kommer til et dansk hold. Men det handler bare om udfordringen, om følelsen, om det daglige arbejde, om lidenskab. Så er der en, der virkelig gerne vil have, at man kommer, så er det en nem beslutning.

Den mand, der rigtig gerne ville have Sellés til Aarhus, er cheftræner David Nielsen. De to arbejdede også sammen i Strømsgodset, og Sellés betegner forholdet til Nielsen som en af hovedårsagerne til, at han takkede ja.

AGF-træneren havde ellers dårligt nok troet, at det var muligt at få den spanske assistent til Danmark.

- Muligheden opstod efterhånden, som vi talte sammen, og jeg fortalte ham om, hvad det er for noget. Jeg spurgte ham ikke engang, om han ville komme, for jeg tænkte ikke, der var nogen chance for, at det kunne lade sig gøre. Men pludselig kom vi ind på det, og så gav han mig en lillefinger - og så tog jeg selvfølgelig hele armen, siger Nielsen.

- Vi kender hinanden godt, og jeg ved, hvad han står for. Han er en top-international træner, og han kommer med nye tanker og idéer. Vi har brugt julen på at finde den vej, vi ønsker at gå, og det er super.

- Hans rolle bliver ligesom alle andre assisterende trænere - vi har nogle områder, hvor vi hver især har vores styrker, og den fordeling er vigtig. Først og fremmest er det vigtigt, spillerne bliver vant til at høre hans stemme, og vi kommer også til at gøre tingene lidt anderledes end i efteråret. Det er dejligt at få én ind, som kommer frisk og direkte fra at have mødt Chelsea.

Hvad sagde du til ham om klubben?

- Der er ikke så mange steder i Skandinavien som det her. Det er en fantastisk klub, hvor der er gode muligheder. Vi har et fantastisk akademi, der er kommet gode spillere op, der er kommet gode spillere til, og der er gode spillere her. Det er jo det, det handler om. Han kan også godt selv finde ud af at researche, siger David Nielsen.

- Det er jo det, som AGF og Aarhus kan. Den tiltrækningskraft er på mange måder svær at beskrive, men det er de samme ting, der gør, at jeg også selv er her.

Sellés er vant til pres
Ifølge Rubén Sellés var det dog ikke så meget, hans nye chefs ord, der fik ham overtalt til at takke ja. For Sellés lavede sin egen analyse af holdet, inden han sagde ja. 

- Jeg fik et opkald fra David, og han sagde: 'Jeg har fundet en ny klub, en stor klub i Danmark, og jeg vil have dig med mig, så hvad er din situation?' Vi begyndte bare at snakke om det, men han overbeviste mig ikke. Jeg overbeviste mig selv. Han gav mig muligheden, og jeg tog den, fortæller den nye assistent.

På AGF's træningsanlæg kunne Sellés på sin første træningsdag konstatere, at de fleste af græsbanerne havde fået en hel del regn, så de var ubrugelige, mens byggearbejdet på det nye klubhus stadig giver en del rod og larm.

Men selv om han kommer fra en stor klub og et godt hold, var der ingen fine fornemmelser hos den spanske assistent. For nok bød tjansen i FK Qarabag på store kampe, men den bød også på små.

- I Aserbajdsjan spillede vi også mod Sumgayit, mod Gabala, mod Zira (med hjemmebanekapacitet på 1500, 4500 og 1400, red.). Jeg respekterer alle modstandere. Det er det samme at spille mod Atlético Madrid og mod Hobro. Okay, det er ikke det samme, for det er et større stadion, og spillerbudgetter er et andet, men for mig er forberedelsen den samme.

- I fodbold er den eneste måde ikke at være nervøs hver dag at bevare roen og have høje standarder og bare gøre det. Jeg har det fint med at starte mod Hobro eller SønderjyskE, alle hold. Det gør ingen stor forskel.

Selv om nogle af modstandernes omgivelser er beskedne, er AGF trods regnvåde bane en af de store klubber i Danmark, og det ved Sellés godt. Derfor duer det heller ikke, at holdet aldrig vinder noget.

- Man kan se, at det fjerde eller femte hold i Danmark ikke kan gå 20 år uden at kæmpe om de øverste placeringer. Det er min pointe. Måske tager jeg fejl, men jeg er kommet for at vinde, siger han.

Det er der mange andre, der også forventer, i hvert fald at holdet vinder mere, end tilfældet er i øjeblikket. I Danmark taler vi meget om det pres, der hviler på AGF. Sellés er vant til, at alle nederlag i Qarabag er en katastrofe, og at hele Aserbajdsjan forventer, at holdet kvalificerer sig til europæiske turneringer.

Så han tager udsigten til et hold i det, der i gamle dage blev kaldt et galehus i Aarhus, med ophøjet ro.

- For mig er fodbold aldrig et pres. I begyndelsen tænkte jeg på fodbold 24 timer i døgnet, var nervøs før samtlige kampe. Jeg er ikke gammel, men jeg har været i professionel fodbold i 10 år, og jeg har lært, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. For mig, når man taler om pres eller ikke pres, det er bare 11 mod 11 på banen. Hvis man er klar, behøver man ikke bekymre sig, om det mon går dårligt, og om man vinder eller taber, sådan er fodbold. Det vigtige er, hvordan man forbereder sig og udvikler sig.

Rubén Sellés giver i hvert fald indtryk af at være en mand, der har forberedt sig grundigt på at komme til AGF. Så er spørgsmålet, hvordan han og holdet udvikler sig.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.