Ødegaard besøger interesserede klubber i 2015
Illustration
Superliga

Ødegaard besøger interesserede klubber i 2015

Martin Ødegaard skal i starten af 2015 på rundrejse til et hav af Europas storklubber, der skal forsøge at sælge sig selv over for det norske kæmpetalent.

Martin Ødegaard er kun 15 år, men han har så sandelig verden for sine fødder - fodboldverdenen vel at mærke. 

Der findes næppe en klub på hele kloden, der ville takke nej til det norske supertalent, der til dagligt tørner ud for David Nielsen og Strømsgodset, så derfor kan han mere eller mindre vælge og vrage blandt samtlige klubber den dag, han beslutter sig for, at han vil videre i teksten. I den forbindelse har han allerede vraget FC København og Ståle Solbakken.

Det vides endnu ikke, hvornår Martin Ødegaard har tænkt sig at forlade Strømsgodset, men allerede efter nytår gør han de indledende forberedelser. Her skal stortalentet ifølge norske medier på en rundrejse til et hav af Europas største klubber. De skal så holde en salgstale for nordmanden. Rejsen går til Barcelona, Real Madrid, Juventus, Manchester United, Leverkusen, Bayern München, Borussia Dortmund og Ajax Amsterdam.

- Det er sandt, at jeg har tænkt mig at besøge nogle klubber, når den norske sæson er afsluttet. Det vil tage noget tid, men jeg vil være 100 procent sikker på, at når jeg træffer et valg, skal det være det rigtige. Stemningen og miljøet i klubben skal appellere til mig, siger Martin Ødegaard.

Offensivspilleren har allerede fået debut for på norske landshold, og landstræner Per-Mathias Høgmo fastslår, at han især ser Ajax som en god klub for sin uslebne diamant.