Officielt: OB henter nigeriansk back
Foto: OB
Superliga

Officielt: OB henter nigeriansk back

OB har skrevet kontrakt med prøvespilleren Kingsley Madu, der har tre A-landskampe for Nigeria på CV'et.

OB har den seneste tid haft nigerianeren Kingsley Madu til prøvetræning, og han har efterladt så positivt et indtryk i Ådalen, at fynboerne har valgt at skrive kontrakt med ham.

Kingsley Madu, der slår sine folder som venstre wingback, har underskrevet en aftale for resten af indeværende sæson, og dermed ligner han en afløser for Jacob Barrett Laursen, der har meddelt, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt med OB.

- Vi tog Kingsley Madu ind til et forløb her i klubben for at se ham an i både træning og kamp. Her har han leveret et godt indtryk, og derfor er vi rigtig glade for, at vi i dag har lavet en kontrakt med Kingsley Madu. Han er en dynamisk, kropsstærk og teknisk dygtig venstre back, og ydermere passer han godt ind i truppen. Tidligere har han spillet på et højt niveau, der blandt andet har kastet flere landsholdsudtagelser af sig, og det er det niveau, vi håber, at vi sammen kan få ham tilbage på, siger sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

Den 23-årige nigerianer ser frem til at tørne ud for OB.

- Jeg har på kort tid fået et rigtig godt indtryk af klubben og byen. Holdkammeraterne og alle omkring holdet har været utroligt flinke ved mig, og jeg føler mig allerede som en del af truppen. Jeg er en stærk og hurtig venstre back, som altid vil gøre mit bedste, og jeg vil gøre alt for at vinde. Jeg vil gerne takke OB for at give mig en kontrakt, og jeg ser rigtig meget frem til, at jeg kan betale tilbage på banen og hjælpe klubben videre i den rigtige retning, siger Kingsley Madu.

Kingsley Madu har vundet en del trofæer i sin relativt korte karriere. I Slovakiet vandt han to mesterskaber og to pokaltitler med AS Trencin, og han var også med til at vinde den belgiske pokalturnering med Zulte Waregem i 2017. Han har spillet tre A-landskampe for Nigeria, men de daterer sig efterhånden nogle år tilbage. I 2016 var Madu en del af Nigerias trup til OL.