Video : Tipsbladet
Superliga

Okore om dommer: Jeg følte, der var en agenda mod mig

Det var også stregen at anklage Jørgen Daubjerg Burchardt for at være racist, men det var ikke første gang, Jores Okore følte sig bortdømt af dommeren, og han oplevede, at dommeren havde en dagsorden mod ham.

Allerede mandag morgen var AaB og Jores Okore ude med en undskyldning. AaB-spilleren, der bar anførerbindet i søndagens opgør mod FC Midtjylland, skulle ikke have anklaget kampens dommer, Jørgen Daubjerg Burchardt, for at være racist.

Frustrationerne, der fik ham til at gå for langt, var dog reelle nok. For Okore mente, at dommeren havde bortdømt ham gennem hele opgøret og i det hele taget havde haft umådelig svært ved at give frispark til Okore i de øvrige kampe, som Daubjerg Burchardt har haft AaB.

- Det var ikke min mening at bringe hudfarven ind og kalde ham racist. Det var faktisk mere, fordi jeg følte, at han havde en agenda mod mig generelt igennem hele kampen. Det var ikke 100 procent gennemtænkt, da jeg anklagede ham for at være racist. Det var mere, at jeg prøvede at sige: "Har du en agenda mod mig, fordi du har dømt mod mig hele kampen igennem?"

- Jeg tror ikke engang, det er første gang. Jeg tror, jeg har haft ham tre gange, hvor jeg næsten skal blive skudt, før jeg får et frispark. Det er derfor, jeg blev så aggressiv; jeg følte ikke, det var første gang, og så kom det lidt op i mig der, siger Jores Okore til TV3 Sport.

AaB-stopperen forklarer desuden i interviewet, at han gennem hele sit liv har mødt modstand på grund af sin etnicitet, og at han føler, at han altid har skullet kæmpe hårdere end andre for at opnå det samme. Man møder, siger han, racisme over det hele.

Det er forklaringen på, at bægeret flød over, og at han i de hektiske minutter efter FC Midtjylland-kampen greb til en konklusion, som han altså hurtigt fortrød efterfølgende. Som han sagde mandag morgen:

- Efter at have sundet mig i omklædningsrummet gik jeg hen til dommernes omklædningsrum, hvor jeg undskyldte for min reaktion og min bemærkning, og samtidig beklagede Jørgen i øvrigt, at han havde overset forseelsen ved Midtjyllands sidste mål. Trods min frustration i selve øjeblikket så er der ingen undskyldning for min bemærkning, og den beklager jeg endnu engang på både egne og AaB’s vegne.

Tipsbladet.dk har været i kontakt med Jørgen Daubjerg Burchardt, der ikke har lyst til at blande sig yderligere i sagen. Han er videre, lyder det.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.