Video : Tipsbladet
Superliga

Olafur Kristjansson taler ud om Randers FC: "Jeg elsker dig, men.."

Olafur Kristjansson taler i et stort interview med islandske 433.is ud om afskeden i Randers FC.

Den 5. oktober udsendte Randers FC en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at klubben skulle have ny cheftræner. Olafur Kristjansson havde valgt at kvitte sit job efter en turbulent periode på- og udenfor banen.

I et stort interview med det islandske medie 433.is fortæller Olafur Kristjansson om nogle af de tanker, han havde, og som førte til bruddet med Randers FC.

- Tillid, integritet og troværdighed er meget vigtigt for mig. Klubbens direktør (Michael Gravgaard, red.) havde jeg et fint forhold til, men han havde alt for mange opgaver. Bestyrelsen gjorde tingene afhængige af følelser. De fleste bestyrelser består af folk, der kommer fra erhvervslivet eller en virksomhed, og de er vant til at gå rundt i deres lille golfklub eller rødvinsklub, siger Olafur Kristjansson og tilføjer:

- Da vi fik en dårlig start på sæsonen, blev der indkaldt til bestyrelsesmøde, hvor cheftræneren var til diskussion, og der begyndte de første alarmklokker at ringe.

Bestyrelsesmødet endte med den konklusion, at der fortsat var opbakning til Olafur Kristjansson som cheftræner i Randers FC, og det blev islændingen meddelt af Michael Gravgaard fem minutter før, at bussen kørte af sted til en pokalkamp. 

Opbakningen havde Olafur Kristjansson imidlertid svært ved at få øje på.

- Bestyrelsen følte, at noget skulle være anderledes, og jeg følte, at de dermed allerede havde blandet sig for meget i trænerens job. De stolede på mig, men stolede ikke på mig - det svarer til at gå hen til sin kæreste og sige "jeg elsker dig, men..". Der må ikke være et "men" i sådan en situation, siger han.

Olafur Kristjansson tog i første omgang udfordringen op, men i starten af oktober blev det for meget.

- Jeg indkaldte min chef til et møde og fortalte, at jeg ikke kunne være den bedste udgave af mig selv i dette miljø. Det var ikke godt for mig, det var ikke godt for holdet, så det ville der ikke komme noget ud af. Jeg sagde, at konsekvensen var min opsigelse - jeg oplevede ikke 100 procent tillid. Han bragte det videre til bestyrelsen, og dagen efter ringede formanden og spurgte ind til min beslutning. Jeg havde aldrig nogensinde hørt om ham.

- Når familien ikke har det godt, og der er mistillid, er jeg ikke typen, der bliver hængende bare for at beholde min løn eller titlen som toptræner i Danmark. Der ville være for meget vakuum, hvis man kun gik på arbejde for at tjene penge. Det kunne jeg ikke, og derfor tog jeg beslutningen. Den var nødvendig, slutter Olafur Kristjansson.

Olafur Kristjansson blev efter afskeden i Randers FC ansat som cheftræner i islandske FH, mens Ricardo Moniz overtog jobbet i den danske Superliga-klub.

Tipsbladet.dk har tidligere bragt et stort interview med Michael Gravgaard om Olafur Kristjanssons afsked - det kan du læse her. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.