Superliga

Optakt: AGF - AaB

To af Danmarks største byer og dansk fodbolds største klubber mødes søndag i Århus. Spørgsmålet er, om det kaster mål af sig.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #agfaab #sldk

Holdnyt:
AGF:
Vi nærmer os halvvejs i Superligaens grundspil, og de takter, AGF viste i begyndelsen af sæsonen, ser ud til at fortsætte, så vi må snart gå ud fra, at de er permanente. Holdet er, for det meste, svært at spille mod, lukker få mål ind, og det er dansk fodbolds konger af uafgjorte. Otte af slagsen i de første 12 kampe er endt med en pointdeling.

AGF er på en sand tour de force mod provinsens øvrige store byer: først Esbjerg, så Odense og nu altså de bolsjestribede fra Aalborg. Efterfølgende kan holdet så se frem til tre store kampe mod FC København, Randers FC og Brøndby IF.

AGF er en del af det tætte midterfelt, hvor seks point adskiller nummer tre fra nummer 13. Det er ikke mindst vigtigt at ligge godt til efter den kommende runde, for da udbetales første rate af tv-pengene, og der er potentielt over to millioner kroners forskel på, om de hviie slutter i toppen eller bunden af det interval.

Mod OB sad både Niklas Backman, Bror Blume, André Riel, Nimo Gribenco og Roman Mysak ude med skader, men det forlyder ikke, hvor mange af dem der er blevet klar. Til gengæld virker det sandsynligt, at Youssef Toutouh skal bruge noget mere tid på at komme i god nok form til at spille kampe.

AaB:
Der er et pudsigt modsætningsforhold mellem AGF og AaB. Mens førstnævnte skoses af det øvrige fodbold-Danmark for kedeligt spil, er folk i Århus godt tilfredse med den aktuelle femteplads. Omvendt roses AaB for sin tredjeplads, mens klubbens egne fans kritiserer cheftræner Morten Wieghorst for ikke at spille attraktivt nok.

Det gælder dog for AaB, som det gjaldt for AGF lidt tidligere i teksten: Der er gode penge af hente på at forblive i toppen af Superligaen efter runde 13, og en klub som AaB kan givetvis finansiere flere førsteholdsspilleres årslønninger for eksempelvis to millioner kroner.

Det går dog i den gale retning for nordjyderne, der har tabt de to seneste kampe og kun vundet én af de seneste syv. 5-0-sejren over Hobro IK er en markant undtagelse fra den tendens, men ikke så stor, at den kan skjule den retning, pilen for resultaterne peger.

AaB havde senest Wessam Abou Ali, Bardhec Bytyqi og Marco Ramkilde skadet. Det er dog kun førstnævnte, der vil være i spil til en startplads, hvis han er blevet klar.

Karantæne:
AGF: Adama Guira
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-4-1-1): Whalley – Mikanovic, Kanstrup, Juelsgård, Højer – Stage, Amini, Sverrisson, Ankersen – Sana – Bundu

AaB (4-2-3-1): Rinne – Børsting, Okore, Pedersen, Ahlmann – Abildgaard, Würtz – Kusk, Andersen, Thellufsen – van Weert

Profilen:
I tirsdags fik Jens Stage debut for det danske U21-landshold, og på søndag kan han så spille endnu en afgørende rolle for AGF. Med Adama Guiras karantæne er der lagt op til rotation på midtbanen, og det kan meget vel ende med at blive Stage, der bliver rykket rundt igen. Det er både en velsignelse og en forbandelse at være så alsidig, som han er.

Vidste du, at..:
Tilskuertallet til kampene mellem AGF og AaB ligger meget jævnt. I de seneste 35 Superliga-kampe i både Århus og Aalborg er der kommet mellem 7900 og 8300. Senest, der var lavere, var de 7717, der så AaB vinde 2-1 hjemme i 2003.

Dom:
Bedømt på de to holds sæson hidtil skal man nok ikke forvente en kamp, hvor målscoringen løber løbsk. Måske skal man bare være glad, hvis ét af holdene kommer på tavlen.

Det ligner, at AGF ligger bedst i forhold til at gøre det. Holdets formkurve ser bedre ud end AaB’s, og så har det ikke tabt på hjemmebane i syv opgør. Derfor lyder buddet herfra på 1-0 til AGF.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: