Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - FC Nordsjælland

FC København må undvære hele midterforsvaret i en kamp mod sprudlende FC Nordsjælland. Lurer der en overraskelse i Telia Parken?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Michael Johansen
På TV: TV3+
Hashtag: #fckfcn #sldk

Holdnyt:
FC København:
Spillemæssigt var det ikke prangende, hvad FCK leverede mod SønderjyskE i mandags, men løverne vandt alligevel, og det faktum er meget fint med til at understrege, at det med 99,9 procent sikkerhed bliver FC København, der kan lade sig hylde som danske mestre.

FCK varmede op til kampen med en pokalsejr over AGF på 2-1, og her stillede Ståle Solbakken med et rent "førstehold" tilsat Stephan Andersen. Et par af de normale reserver kommer med sikkerhed også i spil for FCK mod FCN. Ståle Solbakken skal således opfinde et helt nyt midterforsvar, da både Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson afsoner karantæne. 

På skadesfronten er der fortsat lange udsigter for Nicolaj Thomsen og Rasmus Falk, mens Tom Høgli har problemer med baglåret. Danny Amankwaa må forventes snart at kunne bidrage igen, men han er ikke med søndag. Jores Okore har været syg i ugens løb, men han er udtaget. 

FC Nordsjælland:
FC Nordsjælland er formentlig det mest sprudlende hold i Superligaen lige nu, og det er svært underholdende at se Kasper Hjulmands unge mandskab folde sig ud. FCN fik lige akkurat sneget sig med i mesterskabsspillet, og i første runde blev det til en overbevisende 2-0-sejr over Lyngby.

Det fungerer i øjeblikket på næsten alle parametre for FC Nordsjælland, hvor topscorer Marcus Ingvartsen for alvor er kommet i gang igen efter en målfattig indledning på foråret. Desuden er det også værd at bemærke, at FCN pludselig er blevet meget dygtige til at forsvare føringer - det var Farum-klubbens helt store akilleshæl tidligere.

Mod FC København må Kasper Hjulmand se bort fra en storspillende Godsway Donyoh, der afsoner karantæne. Desuden døjer spillere som Lasse Petry, Indy Groothuizen, Tobias Mikkelsen og Pascal Gregor med skader.

Karantæne:
FC København: Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson
FC Nordsjælland: Godsway Donyoh

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Olsen - Ankersen, Okore, Antonsson, Augustinsson - Toutouh, Matic, Kvist, Verbic - Cornelius, Santander

FC Nordsjælland (4-3-3-): Runarsson - Bartolec, Tranberg, Maxsø, Mtiliga - Pedersen, Lobotka, Jensen - Asante, Ingvartsen, Marcondes

Profilen:
Federico Santander kan skrive sig ind i historiebøgerne søndag mod FC Nordsjælland. Hvis FCK-angriberen scorer, vil han kunne bryste sig af at have scoret i seks Superliga-kampe i træk, og det har ingen i den danske mesterklub tidligere formået. I skrivende stund deler han placering med Andreas Cornelius, Dame N'Doye og Alvaro Santos, der ligeledes har præsteret fem kampe i træk med mål. Federico Santander åbnede sin målstime med en scoring mod netop FC Nordsjælland - derfor kan han jo også passende sætte trumf på i netop en kamp mod "tigrene".

Vidste du, at..:
Da Michael Johansen senest passede fløjten i et opgør i Parken mellem FC København og FC Nordsjælland, vandt løverne 4-1. Det var tilbage i december 2012, og Andreas Cornelius var blandt målscorerne for FC København. 

Dom:
FC Nordsjælland er det seneste mandskab i Superligaen til at tage point fra FC København, og løverne har det ofte svært mod netop FCN. Med til historien hører naturligvis, at det udelukkende er på udebane i Farum, at FCK er i problemer. Ståle Solbakkens mandskab er som altid favoritter, men det er alt andet end lige en svækkelse, at både "Zanka" og Johansson er i karantæne. Vi tror, at FC Nordsjælland får point med sig fra Telia Parken. Opgøret ender 1-1.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: