Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: OB - AaB

OB og AaB runder året af med en spændende fredagskamp i Superligaen.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Michael Johansen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #sldk #obaab

Holdnyt:
OB:
Et meget todelt efterår for OB's vedkommende når fredag sin kulmination med en hjemmekamp mod AaB. Fynboerne kan med en sejr cementere fjerdepladsen og dermed et rigtig flot facit, mens et nederlag risikerer at sende Jakob Michelsens mandskab et stykke ned i en meget tæt tabel.

OB har vundet fire af de seneste fem kampe, men kom ned på jorden i seneste runde, hvor FC Midtjylland vandt en komfortabel 3-0-sejr hjemme i Herning. Gæsterne var ikke for alvor tæt på point i den kamp, og så blev det desuden dagen, hvor Nicklas Helenius misbrugte sit første straffespark i karrieren.

De fynske drømme om en tilbagevenden til toppen i dansk fodbold har været der i mange år, men hver gang er det mislykkedes for den tidligere mesterskabsbejler. Nu skal det være, og uanset udfaldet af fredagens kamp ligger holdet lunt i svinget før forårets kampe.

OB har hverken skader eller karantæner før opgøret mod AaB. Troels Kløve måtte udgå mod FC Midtjylland, men har meldt sig klar.

AaB:
Efter to kampe i spidsen for AaB-mandskabet har ledelsen i den nordjyske Superliga-klub valgt at indgå en aftale med cheftræner Jacob Friis for resten af indeværende sæson, og AaB har fastslået, at Friis er tiltænkt som en langsigtet løsning.

Nu skal AaB sammensætte teamet omkring Jacob Friis, og det vil noget af vinteren gå med.

Jacob Friis' trænerdebut kastede en 4-1-sejr over Esbjerg fB af sig, mens det senest blev til et 2-4-nederlag til AC Horsens, så fredagens kamp vil på mange måder afgøre Friis' julehumør.

AaB er før 20. spillerunde på syvendepladsen, og en sejr vil med sikkerhed sikre nordjyderne en vinterferie i det forjættede top seks. For AaB er det ikke tosset, at opgøret spilles i Odense - AaB har hentet ni point mere ude end hjemme i denne sæson. Det gør holdet til sæsonens dårligste hjemmehold.

Jores Okore brokkede sig til en udvisnng mod AC Horsens, og han afsoner dermed karantæne mod OB. Ved siden af ham sidder Jakob Ahlmann, mens Kristoffer Pallesen, Frederik Børsting, Jakob Blåbjerg, Bardhec Bytyqi og Marco Ramkilde er på skadeslisten.

Nordjyderne er med andre ord hårdt ramte i forsvaret. 

Karantæner:
OB: Ingen
AaB: Okore og Ahlmann

Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Lund - Laursen, Nielsen, Drachmann, Kløve, Barrett - Kadrii, Helenius

AaB (4-4-2): Rinne - Kristensen, Pedersen, Ross, Thellufsen - Kusk, Abildgaard, Christensen, Ochs - Andersen, Van Weert

Profilen:
AaB er ramte i forsvaret, hvor holdet må skifte ud på tre af fire pladser i forhold til det seneste opgør mod AC Horsens. Det betyder, at et stort ansvar hviler på tilbageværende Kasper Pedersen, der skal gå forrest mod de dygtige offensivspillere i OB.

Vidste du, at..:
Senest Michael Johansen passede fløjten i et opgør mellem OB og AaB var tilbage i 2012. Det opgør blev også spillet på Fyn, og her vandt gæsterne fra AaB med 4-0. Det første mål i kampen blev sat ind af Nicklas Helenius, der fredag optræder i en OB-trøje. Det nævnte opgør huskes desuden for et rødt kort til Daniel Høegh efter bare et minuts spil.

Dom:
Der skal nok blive fredagsunderholdning på Fyn. Begge klubber jagter et godt udgangspunkt før juleferien, og det ligner alt andet end en 0-0-kamp. Et godt bud er, at det bliver en tæt kamp, og vi gætter på, at opgøret ender 2-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: