Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Randers FC - FC København

FC København skal rejse sig efter Champions League-skuffelsen tirsdag, mens Randers skal lægge afstand til bunden. Hvem lykkes med sit forehavende?

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: Cepheus Park, Randers
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: Canal 9
Hashtag: #rfcfck #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
Det var ellers lige begyndt at se lyst ud for Randers. Holdet havde fået fem point i tre kampe og kom netop fra en 3-1-sejr over FC Nordsjælland. Men så stiftede randrusianerne også bekendtskab med Sander Svendsen, der har har startet sin Superliga-karriere med fire mål i fire kampe, og så vandt OB.

Det efterlader Randers på 11. pladsen med fem point for fem kampe. Der er kun tre point op til femtepladsen, så længere er holdet ikke fra toppen, men facit er også, at kun sejrsløse AGF, Esbjerg fB og Silkeborg IF har fået færre point. Og fredag venter en svær opgave.

Mod OB afsonede Simon Piesinger karantæne, men det er han færdig med. Også Oliver Bundgaard, Issah Salou og Alhaji Kamara sad over mod fynboerne, men Randers har ikke meldt noget ud om deres tilgængelighed i FC København-kampen.

Til gengæld har Johnny Thomsen meldt sig endegyldigt klar igen, efter han spillede for reserveholdet mandag. Han har hidtil kun fået 15 minutter i denne sæson og er efter eget udsagn ikke klar til 90 minutter endnu.

FC København:
Formen fejler sådan set ikke noget i FCK. Holdet har endnu ikke tabt en fodboldkamp i denne sæson, og i Superligaen har mestrene fortsat maksimumpoint. Men de går alligevel ind til Randers-kampen med tunge ben og hængende hoveder.

FC København spillede tirsdag aften 120 minutter mod Røde Stjerne og røg ud efter straffesparkskonkurrence. Selv hvis spillerne håndterer skuffelsen optimalt, må den forlængede spilletid give Ståle Solbakken anledning til at rokere på holdet.

Han kan dog helt sikkert ikke give spilletid til Nicolai Boilesen, Robert Mudrazija og Stephan Andersen, der alle plejer længerevarende skader. Tættere på comeback er Andreas Bjelland, der har siddet ude i holdets seneste fire kampe og også sidder ude mod Randers.

Desuden får Dame N'Doye et hvil i FCK's hektiske kampprogram.

Karantæne:
Randers FC: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren – Kopplin, Piesinger, Marxen, Conboy – Kallesøe, Hammershøy-Mistrati, Rømer, Lobjanidze – Egho, Riis

FC København (4-4-2): Grytebust – Bartolec, Papagiannopoulos, Nelsson, Oviedo – Biel, Falk, Thomsen, Fischer – Sotiriou, Wind

Profilen:
Andreas Bjelland er skadet, så Victor Nelsson og Sotirios Papagiannopoulos er nødt til at spille alle kampe i øjeblikket. Hvis de er ved at være trætte, bliver det Marvin Eghos opgave er udnytte det. Den østrigske angriber har fået en god start på sæsonen med tre mål og to oplæg, så mangel på selvtillid bliver i hvert fald ikke problemet.

Vidste du, at..:
De fleste danske klubber har en dårlig statistik mod FC København, og det gælder især Randers FC. Vi skal over fem år tilbage for at finde den seneste kronjyske sejr; dengang scorede Mikael Ishak to og Nicolai Brock-Madsen ét mål, da Randers vandt 3-0. Siden har holdet ikke vundet i ti FCK-kampe.

Dom:
Randers får næppe et bedre tidspunkt at møde FCK end netop nu, hvor holdet har en lang kamp og en skuffelse i frisk erindring. Spørgsmålet er så, om det er nok til at slå mestrene, der er startet Superliga-sæsonen solidt.

Buddet herfra er, at FCK har så meget erfaring med at spille ligakampe efter europæiske opgør, at det ikke hæmmer holdet så meget, at det ikke vinder. Derfor lyder buddet på 1-2 til de københavnske gæster.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: