Pourié: Danskerne skal vågne op
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Pourié: Danskerne skal vågne op

Den tyske angriber Marvin Pourié er ikke bange for at sige, at han er den bedste angriber i Superligaen. Flere bør sige, de er de bedste, mener SønderjyskE-angriberen.

24-årige Marvin Pourié har spillet i klubber som Dortmund, Liverpool og Schalke 04 uden nævneværdig succes, men da han kom til Danmark og Silkeborg, begyndte han for alvor også at lave mål. Den tyske angriber blev derfor solgt til FC København, hvor han dog hurtigt fik det svært. I denne sæson er han udlejet til SønderjyskE, men på trods af at han ikke fik sit gennembrud i FCK, er han ikke bange for at sige, at han er den bedste angriber i Superligaen.

Marvin Pourié skal onsdag aften spille det første af to semifinaleopgør i DBU Pokalen mod FC Vestsjælland, og han har sat sig for at vinde pokalturneringen.

- Jeg har et mål: Jeg vil vinde pokalen - og så vinder jeg den også. Og så er jeg også den bedste angriber i Danmark, siger Marvin Pourié i et interview med metroxpress.

Angriberen er nemlig ikke bange for at sige, hvad han mener. Og han mener, han er den bedste angriber i Superligaen. Nogle vil nok være uenige, men Pourié er ligeglad, og han opfordrer flere spillere til at proklamere, hvor dygtige de er.

- Man siger ikke så meget i Danmark, men danskerne skal til at vågne op: 'Det hører med til at faget at råbe op om det', siger han.

Marvin Pourié er udlejet fra FC København frem til sommer, men Ståle Solbakken er næppe interesseret i at holde fast i tyskeren, skulle SønderjyskE eller en anden klub være interesseret i at hente angriberen.