Randers-fanklub tager afstand fra Keller-boykot
Superliga

Randers-fanklub tager afstand fra Keller-boykot

Randers FC's officielle fanklub bakker ikke op om visse fans' opfordring til boykot af klubbens kampe.

En Facebook-gruppe bestående af Randers FC-fans har vakt opsigt i løbet af de seneste 24 timer. Der er således tale om en gruppe af Randers-fans, der opfordrer til, at man boykotter klubbens kampe i Superligaen, så længe Christian Keller er i klubben. 

Keller er blevet upopulær efter det er kommet frem, at han har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings sepererede hustru, men ifølge Randers FC's fanklub bliver der ikke nogen boykot fra officielt hold. 

Randers FC Support slår således fast, at man ikke vil bakke op om en eventuel boykot.

- Vi har intet med det tiltag at gøre, og jeg synes faktisk, det er fjollet, siger fanklubbens formand, Louise Andersen ifølge Randers Amtsavis.

- Det kan godt være, at der er mange, der er sure over, at det her foregår, men det er noget, holdet selv skal tage hånd om. Det hjælper ikke, at vi begynder at lægge pres på klubben. Så jeg vil opfordre vores knap 100 medlemmer til at dukke op til kampene og dermed fortsætte med at støtte holdet i både medgang og modgang, som vi altid har gjort, tilføjer hun. 

Randers FC's næste kamp er på hjemmebane mod Viborg. Den spilles søndag klokken 14.00.