Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC overvejer midtbanetransfers: Kan skabe dominoeffekt

Randers FC er på udkig efter offensive kvaliteter til midtbanen, og det betyder formentlig, at en af de nuværende skal væk fra klubben.

Randers FC er sidst i Superligaen og har brug for en redningskrans. Og først og fremmest en sejr.

En livline til Randers FC kan være transfervinduet, som er åbent godt tre uger endnu. Kronjyderne har forstærket sig med Saba Lobjanidze, Perry Kitchen og Ibrahima Ndiaye denne sommer, og der kan ske yderligere justering af transferkabalen.

Det vil i så fald blive på midtbanen, hvor Randers FC er fint besat med Perry Kitchen, Nicolai Poulsen, Joel Allansson og Joni Kauko, men også meget ens besat forstået på den måde, at den nævnte kvartet minder meget om hinanden.

- Man skal ikke være fodboldprofessor for at se, at vi nok er lidt overbefolket på midtbanen med spillere, der har samme kompetencer. Helt ideelt havde vi haft en midtbanespiller med lidt mere offensivt flair, end dem vi har i øjeblikket, siger sportsdirektør, Michael Gravgaard, til tipsbladet.dk.

Han antyder, at der formentlig skal en midtbanespiller ud, før der kan komme en ny ind. Vurderet ud fra spilletid ligner Joni Kauko det mest oplagte bud en midtbanespiller, der kan være på vej væk fra Randers FC. Kronjyderne er selv aktive i afskibningsprocessen.

- Hvis vi får nogle henvendelser på vores spillere, lytter vi altid, og jeg vil ikke afvise, at vi på et tidspunkt kan blive lidt aktive i den retning. Enten kan man sidde passivt og vente på, at nogle ringer, eller også kan man selv begynde at ringe rundt, lyder det fra Michael Gravgaard, der fastslår, at det kan sætte skub i Randers FC's transfervindue:

- Hvis vi får nogle henvendelser på de spillere, vi har, kan det skabe en dominoeffekt, men jeg kan langtfra sige, at det med statssikkerhed kommer til at ske, at vi henter flere spillere.

Randers FC har blandt andre solgt Kasper Fisker til Brøndby IF denne sommer. Også Mads Fenger, Edgar Babayan, Viktor Lundberg og Sam Lundholm har forladt klubben. 

Michael Gravgaard fastslog tirsdag over for tipsbladet.dk, at han håber, Randers FC snart kan præsentere Kevin Conboy.