Russere vil hente Lukas Hradecky
Illustration
Superliga

Russere vil hente Lukas Hradecky

Forårets Profil i Superligaen kan være tabt for Esbjerg. Klubber i Holland, Belgien og Rusland fører an i kampen om den finske målmand.

Lukas Hradecky har åbent erklæret, at han har afvist Esbjergs første udspil til en forlængelse, da han mente, økonomien i aftalen ikke var god nok. Siden har det forlydt, at de høje lønkrav også har fået FC Nordsjælland og Club Brugge til at afkøle deres interesse for den finske keeper, der blev kåret til Forårets Profil af Tipsbladet.

Selv sagde Hradecky den anden dag, at Club Brugge er hans førsteprioritet, og at han håber på en snarlig afklaring.

- Forhåbentlig bliver tingene løst så hurtigt som muligt. I øjeblikket er Brugge førsteprioritet. Hvis jeg skal blive i Danmark er Esbjerg den eneste mulighed. Jeg kan ikke være bekendt overfor klubben og fansene at flytte til en anden dansk klub, sagde han i søndags til det finske fodboldforbundes hjemmeside.

Men Esbjerg og Club Brugge er ikke de eneste klubber, der er inde i billedet. Fodboldforbundet kunne berette, at også klubber i Tyskland, Sverige, Norge, Italien og Holland er interesserede. Lukas Hradeckys far og agent, Vlado Hradecky, fortæller nu, at der også er en russisk klub med i kampen om den finske landsholdsmålmands underskrift.

- Vi fører nogle snakke med forskellige klubber. Der har været danske klubber, og der er hollandske og belgiske klubber inde i billedet, og så er der en klub i Rusland, der er interesseret i Lukas. De er dog ikke blevet konkrete endnu, men vi har andre konkrete tilbud liggende, og vi forventer, der kommer flere de næste uger. Alt er muligt lige nu, og det er alt for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske, siger Vlado Hradecky til tipsbladet.dk.

Esbjerg er imidlertid ikke ude af billedet, selv om interessen fra udlandet tilsyneladende er massiv. Niels Erik Søndergård sagde for nylig, at Esbjerg har givet Hradecky et tilbud, der vil gøre ham til en af de mest løntunge spillere i klubbens historie.

- Lukas vil gerne blive i Esbjerg under de rigtige betingelser, og at de spiller i Europa er vigtigt for Lukas, men der skal også være en mulighed for at gå videre, for ryger du ud tidligt, så er den Europa-plads ikke ret meget værd. Skal han skifte, skal han være sikker på at spille, som han er det i Esbjerg. Det første tilbud fra Esbjerg var ikke godt nok, men vi snakker stadig med dem, siger Hradecky-far.

Lukas Hradecky kom til Esbjerg fra TPS i 2009.