Video : Tipsbladet
Superliga

Serie 1-hold før SønderjyskE: Tror "Shooter" smider Hassan i baglommen

I Serie 1-klubben BK Viktoria bobler optimismen før pokalkampen mod SønderjyskE torsdag aften.

Fælledparken i København danner hver uge rammen om en masse kampe i hovedstadsområdet, og det er diverse seriehold, der har hjemmebane lige ved siden af Telia Parken. 

Snart kommer der dog et Superliga-mandskab på besøg i Fælledparken.

I anden runde af Sydbank Pokalen trak Serie 1-mandskabet BK Viktoria Superliga-klubben SønderjyskE, og det opgør spilles altså i - set med SønderjyskE-briller - noget ydmyge rammer.

Ikke desto mindre er Glen Riddersholms mandskab naturligvis kæmpe favoritter, men optimismen lever i BK Viktoria, der i første runde besejrede Hundested.

- Torsdag bliver et brag med Ringriderpølser, Fulgsang øl og et uoplagt SønderjyskE-mandskab. Vores kære cheftræner “Rune” har lagt den perfekte plan mod SønderjyskE og "Guld Glen", de får ikke et ben til jorden. Mon ikke, “Shooter” smider Rilwan Hassan ned i sin baglomme, siger BK Viktorias forsvarsspiller Mads Oddershede til ligabold.dk. og tilføjer om sine forventninger til kampen:

- Et propfyldt Fælledparken, god stemning, god mad, kolde øl og et Viktoria-mandskab, der er klar til at give den gas som 11 jomfruer på Sigurdsgade for første gang.

Der er kickoff i Fælledparken torsdag klokken 18.45.