Medie: Silkeborg henter HB Køge-topscorer
Marc Rochester Sørensen her i FCV-trøjen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Medie: Silkeborg henter HB Køge-topscorer

Superligaklubben har sikret sig sommerens første forstærkning.

Silkeborg IF har allerede sagt farvel til flere profiler, der skifter klub til sommer: Nicklas Helenius til OB og Emil Scheel til SønderjyskE. Og nu har den midtjyske Superligaklub fundet en erstatning for Helenius. 

Silkeborg IF har nemlig hentet HB Køges topscorer Marc Rochester Sørensen i NordicBet Ligaen. Det skriver bold.dk.

Den 24-årige angriber har scoret syv mål i 24 kampe for HB Køge i sæsonen, og handlen ventes at blive præsenteret klokken 10.30 onsdag i forbindelse med Silkeborg IF's 100 års fødselsdag.

Mens Nicklas Helenius skifter til OB til sommer, har både Andreas Albers og Rubio Rubin kontraktudløb, således at Davit Skhirtladze reelt er den eneste angriber tilbage i truppen. Det bliver der så nu lavet om på.

Ud over Marc Rochester Sørensen har Silkeborg IF også sikret sig AGF's Stephan Petersen fra den kommende sæson.

Silkeborg IF er aktuelt med i gruppespillet i Superligaen, hvor klubben skal forsøge at undgå at komme i playoff om at rykke ud af rækken.