Silkeborg-midtbane: Vi har efterhånden en god trup
Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Silkeborg-midtbane: Vi har efterhånden en god trup

Mikkel Vendelbo er glad for, at konkurrencen er hård i Silkeborgs trup. Det skal den være i en Superliga-trup, mener han.

I de første 18 kampe i Superligaen var Mikkel Vendelbo en fast del af Silkeborgs startopstilling. I samtlige 18 kampe var han på banen fra start, men da en rygskade var ved at udvikle sig til noget værre, en diskusprolaps, måtte han holde en lang pause. Han kom ikke tilbage på banen i efteråret, og først nu er midtbanespilleren ved at være helt tilbage på toppen igen.

I dag trænede han for første gang på græs, og selvom det ikke blev til spil med holdkammeraterne, var det en glad Mikkel Vendelbo, der bagefter kunne gøre status.

- Det er dejligt at være tilbage og røre en bold igen, det er ved at være lang tid siden efterhånden. Det er lidt noget andet at løbe sammen med gutterne end i fitness på et løbebånd, siger Mikkel Vendelbo til sin klubs hjemmeside.

- Ryggen har det godt, men jeg er ikke helt på toppen endnu. Der skal lige gå en uges tid, og så håber jeg at kunne træne med. Men første skridt var i dag, og det mærkes godt.

I Mikkel Vendelbos skadesfravær har U21-landsholdsspilleren Sammy Skytte grebet chancen og været at finde i startopstillingen tre gange i Superligaen.

Silkeborgs midtbane tæller også Emil Scheel, der fik spilletid i samtlige 21 kampe i efteråret, og der er derfor lagt op til god konkurrence, når Vendelbo er tilbage ved fuld kraft.

- Konkurrencen er hård, som den skal være i en Superligaklub. Vi har en god trup efterhånden, hvor samtlige spillere i truppen kan starte inde, så det er kun fint, at vi bliver skærpet lidt hver dag til træning.

Silkeborg ligger før grundspillets fem sidste kampe nummer 10 med 24 point. Modstanderne i de sidste fem kampe er AC Horsens hjemme, AaB ude, Randers hjemme, FC Nordsjælland ude og sidst møder Silkeborg de danske mestre på hjemmebane.