Silkeborg-træner: Transfer-tålmodighed betalte sig
Foto: Silkeborg IF
Superliga

Silkeborg-træner: Transfer-tålmodighed betalte sig

Peter Sørensen glæder sig over, at Nicklas Helenius og Ibrahim Moro har forstærket truppen.

Silkeborg har efter en sløj start i Superligaen hentet fem point i de seneste tre spillerunder, og dermed er der atter optimisme at spore hos Superliga-oprykkerne. 

For Silkeborg-træner Peter Sørensen er de gode resultater et udtryk for, at truppen nu er stærkere end i starten af sæsonen.

- Vi fik vores trup på plads relativt sent i transfervinduet. Tålmodigheden betalte sig, for uden den havde vi ikke fået hverken Nicklas Helenius eller Ibrahim Moro ind. De er allerede blevet forstærkninger - og vi har ikke set det bedste fra dem endnu. Desuden er Robert Skov blevet sin OL-skade kvit, og det betyder, at vi både kan starte stærkt og sætte nye ind i løbet af kampen, der gør os stærkere, siger Peter Sørensen til silkeborgif.com. 

Han forventer en jævnbyrdig kamp mod AaB mandag aften.

- Det bliver endnu en tæt kamp, hvor vi skal fortsætte de gode spillemæssige takter og blive bedre til at udnytte de chancer, vi spiller os frem til, siger han.