Smagsdommerne: FCMs minikrise er ingen overraskelse
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Superliga

Smagsdommerne: FCMs minikrise er ingen overraskelse

Ugens smagsdommer er den tidligere professionelle fodboldspiller Andreas Laudrup, der i dag ser nærmere på tilstanden i FC Midtjylland og AGF.

Superligaens 14. spillerunde var rundens mest målrige og lover godt for efterårets sidste runder og kalder på en opsamling på nogle af begivenhederne
 
Tipsbladet.dk vil efter hver spillerunde i Superligaen vende de vigtigste emner med en af vores Smagsdommere - i dag Andreas Laudrup, tidligere Superliga-spiller, dansk mester og dobbelt pokalvinder med FC Nordsjælland samt med en fortid i Lyngby, AGF og franske Saint Etienne.
 
Herunder følger første del af pointerne fra ugens smagsdommer. 
FC Midtjylland har tabt fire kampe i træk, har mistet førstepladsen i Superligaen og er færdig i DBU Pokalen. Der mangler fire spillerunder i Superligaen inden vinterpausen, men også tre vigtige kampe i Europa League. Kan en efterhånden slidt FCM-trup klare sig igennem de kommende strabadser. 
 
- FC Midtjyllands har fortsat et utroligt stærkt hold og i det hele taget en stærk trup. De har med succes kørt rotationsprincippet og har brugt rigtigt mange spillere. 
Men det er altid svært, når man som spiller, klub, træner aldrig før har været i Europa før. På alle parametre er det en udfordring, der slider.
 
- Jeg husker selv tilbage fra min tid i FC Nordsjælland, da vi var i Europa. Vi kørte også fint i ligaen, men pludselig rammer man en mur. Man taber lidt, og kræfterne begynder at forsvinde – både mentalt og fysisk.
 
- Derfor synes jeg ikke, det er så overraskende, at det har ramt FC Midtjylland, men omvendt mener jeg også, at de har en trup, der er stærk nok til at komme godt igennem det. 
Den helt store forskel på FCN og FC Midtjylland i sammenligningen er selvfølgelig, at  FC Midtjylland har vundet i Europa, hvilket alt andet lige kaster noget selvtillid af sig. Så de har fortsat mange spændende kampe at se frem til og en masse at spille for. 
 
- Med det hold og den trup de har, mener jeg de bør kunne komme fornuftigt gennem de sidste fire spillerunder. Det er ikke nogen katastrofe, at man ikke har vundet i nogle kampe. Det havde været noget vildere, hvis de var gået igennem en halvsæson som denne uden at smide nogle point undervejs.
 
- En del af profilerne har døjet med skader men har alligevel spillet. Det er naturligvis altid afvejning, om man skal benytte en spiller, der kun er på 80 procent eller lade en anden frisk spiller tage pladsen. Det kan afhænge meget af, hvilken betydning den enkelte spiller har for holdet. En spiller som Erik Sviatchenko er meget vigtigt for holdet, og kører han kun på 60-70 procent, kan hans betydning godt opveje, at han måske ikke helt er på toppen fysisk. 
 
- Der er 12 point at spille om i resten af efteråret, og det er naturligvis vigtigt, at de ikke kommer for langt efter FCK. Men igen er Europa så stor en oplevelse for spillerne og økonomisk vigtig for klubben, så det altid lidt er et puslespil, hvordan man løser det hele bedst muligt.
 
- Så længe man ikke gør som Brendan Rodgers i Liverpool, der sparede mange spillere i Champions League og stillede med et decideret B-hold ude mod Real Madrid – det mener jeg ikke, at han fik nok kritik for. Det er ganske enkelt en så stor oplevelse at spille i Europa, at det er en fejl at nedprioritere det.
 
- FC Midtjylland møder FC København i efterårets næst sidste spillerunde, og det siger sig selv, at det er den absolut vigtigste kamp af de sidste fire, da den kan få enorm betydning for konkurrencen og selvtilliden mellem de to hold frem mod vinterpausen. Men med den tendens, der har været i Superligaen, hvor alle slår alle, er det svært at komme med en forudsigelse omkring, hvordan stillingen ser ud til vinterpausen.

 

Ordet er frit:
- Der har været lidt langt mellem de gode resultater for AGF efter en stærk start. Jeg mener, at man lige skal træde et skridt tilbage og huske på, at AGF er en oprykker og  egentlig har fået de point, de skal. De er ikke i nærheden af nedrykning, og det er et hold, der har været gennem en periode på halvandet år med virkelig stor udskiftning i truppen.

- De er i gang med at udvikle en helt ny måde at spille fodbold på. Man kan vel sige, at man er gået fra noget, der lignede betonfodbold til nu at gå i retning af mere spillende fodbold.
 
- Det er ikke en klub, der skal vinde mesterskaber i år eller næste år for den sags skyld. Der bliver arbejdet hårdt – også i perioder, hvor man ikke vinder kampene. Der er ingen, hold der bare lægger sig ned, når det går mindre godt – det gælder i AGF og i andre klubber, der løber ind i dårlige stimer. 
 
- I AGF er en træner som Morten Wieghorst aldrig helt tilfreds, hvis jeg kender ham ret – det kan altid blive bedre. Han er i gang med at udvikle spillestilen, og det sker ikke over en nat. Det gode er, at han holder fast i sine grundprincipper – lige meget, om det går godt eller dårligt. 
 
- I nogle andre klubber kan der være en tendens til mere skiftende måder at spille på, hvilket i høj grad kan være med til at skabe forvirring hos spillerne og svække kontinuiteten på holdet. Det er selvfølgelig på sin plads at justere en smule, når man møder de bedste hold som FC København og FC Midtjylland – men kontinuiteten i måden at spille på er vigtig, og her holder Wieghorst fast, hvilket kun er positivt.

Vi bringer anden del af Smagsdommerne med Andreas Laudrup torsdag.