Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE er forberedt på bud på Mikael Uhre

SønderjyskE er forberedte på, at der kan komme bud på Mikael Uhre i januars transfervindue, men klubben sigter efter at beholde angriberen.

Mikael Uhre er fast mand i SønderjyskE, og det har han været i lang tid, selv om han langt fra er den angriber i Superligaen, der scorer flest mål. Med sin ærgerrighed og løbevillighed passer han perfekt som den ene mand på toppen i SønderjyskE's formation.

Det kan dog ikke udelukkes, at Haderslev-klubben snart må se sig om efter en ny frontangriber. Mikael Uhre har ganske vist halvandet år tilbage af sin kontrakt med SønderjyskE, men hans præstationer er ikke gået ubemærket hen.

- Der er interesse for Mikael, og det kan også være, der kommer henvendelser og bud. Så må vi tage den derfra. I de situationer er det altid en afvejning af, om vi vil have mest gavn af at sælge og få nogle penge, eller om præstationerne på banen vejer tungest. Det er svært at sige noget om, før den konkrete situation opstår, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk.

Sportschefen er sikker på, at 23-årige Mikael Uhre nok skal havne i en større klub en dag, men han er ikke sikker på, at det kommende transfervindue er det rette tidspunkt at tage skridtet.

- Jeg synes jo, at Mikael kunne have godt af et forår i SønderjyskE og score nogle flere mål, men jeg ved også, at det er jeg ikke ene om at bestemme, siger Haysen.

Mikael Uhre blev tidligere på ugen belønnet for sine præstationer i efteråret med en udtagelse til ligalandsholdet, der i starten af januar rejser til Abu Dhabi. Angriberen står noteret for en enkelt U21-landskamp, så det er ikke hver dag, at han får mulighed for at vise sig frem i rødt og hvidt.

- Jeg synes, det er fuldt fortjent, at Mikael er blevet udtaget til ligalandsholdet, og det vidner om, at han har leveret nogle gode præstationer for SønderjyskE. Det har DBU så også bemærket, og jeg er rigtig glad på Mikaels vegne, fastslår Hans Jørgen Haysen.

Mikael Uhre noterede sig i efteråret for fem mål i Superligaen, og det gør ham til delt topscorer i SønderjyskE sammen med Christian "Greko" Jakobsen og Kees Luijckx. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.