Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-matchvinder til FCM: Vind nu bare, for helvede

Marc Dal Hende, der skiftede fra SønderjyskE til FC Midtjylland i januar, har fået en klar besked fra Marc Pedersen. FCM skal bare vinde i aften mod AaB.

Kampen om top 6 og dermed en plads i mesterskabsspillet spidser til. I aften mødes FC Midtjylland og AaB, og vinder førstnævnte, er det ikke kun godt for deres jagt på tredjepladsen. Det kommer også SønderjyskE til gavn.

Sønderjyderne er således i tæt duel med blandt andre AaB om en plads i top 6, og derfor hepper de gevaldigt på aftenens midtjyske gæster. Her har de endda tre gamle holdkammerater i Simon Kroon, Janus Drachmann og Marc Dal Hende, og sidstnævnte har fået klar besked fra Sønderjylland.

- Jeg har snakket med Marc Pedersen. Han blev målscorer i går (i 1-0-sejren over OB, red.), og det var dejligt at se ham komme på tavlen. Jeg skrev en lille smule med ham efter kampen, og han skrev: "Vind nu bare, for helvede," fortæller Dal Hende til tipsbladet.dk.

Den tidligere SønderjyskE-back havde en god tid i lyseblåt, og selv om han selv er skadet i aftenens kamp, håber han, at en FC Midtjylland-sejr kan trække SønderjyskE med over i mesterskabsspillet. 

- Jeg under SønderjyskE det rigtig godt. Jeg er glad for at se, at de gør det godt. Der er selvfølgelig fuldt fokus på Midtjylland, men skulle vi begge ende i top 6, ville det være sjovt. Det ville også være sjovt at møde dem to gange i foråret. Men det vigtigste er, at vi selv rykker og kommer op på tredjepladsen, siger Dal Hende.

Med tre point i Aalborg kommer FC Midtjylland rigtig nok i top 6, da man aktuelt er to point efter Lyngby BK.