Sønderjyske udstiller Brøndby i målfest
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Sønderjyske udstiller Brøndby i målfest

Det blev til en 4-2-sejr for Sønderjyske, da de gæstede Brøndby Stadion søndag eftermiddag.

Det lå nok ikke i kortene, at Sønderjyske skulle tage til Brøndby Stadion på denne søndag og score fire kasser og tage de tre point. Det var ikke desto mindre, hvad der skete i et opgør, hvor sønderjyderne viste sig godt frem.

Som kampen skred frem stod det dog hurtigt klart, at der kunne blive tale om et opgør med mange scoringer. Allerede efter 14 minutter var der scoret et mål i hver ende, hvoraf det første var fra Sønderjyske.

Her var det Simon Poulsen, der spillede bolden ind mod feltet og Mart Lieder. Sidstnævnte lod dog bolden gå forbi ham, hvorefter Marcel Rømer kom på bolden og sparkede bolden køligt over målstregen.

Brøndby svarede dog omgående igen, da et skævt forsøg fra Hany Mukhtar endte for fødderne af Kamil Wilczek, der viste vanlig skarphed og sparkede bolden i netmaskerne.

Vestegnsklubben var dog langt fra færdige med at score mål. Syv minutter senere lykkedes det for Hany Mukhtar at få bolden i mål. Her havde han muligvis armen med i spillet, men han fik revet sig fri og bragte BIF foran med 2-1.

Her lignede det, at Brøndby ville kunne køre dét resultat hjem. I hvert fald indtil pausen. Det lykkdes bare ikke, da Mart Lieder igen var på spil. Denne gang spillede han Johan Absalonsen fri, som udlignede til 2-2 få minutter før slutningen på første halvleg.

I anden halvleg fortsatte Sønderjyske, og det blev til 3-2 til Sønderjyske kort efter en situation, hvor Hany Mukhtar var gået i græsset i straffesparksfeltet. Sønderjyske vendte spillet, og Lieder sluttede af med at sparke bolden i mål.

Det skulle blive værre for Brøndby, der havde store vanskeligheder i bagerste række. Greko havde eksempelvis en friløber, som Schwäbe dog fik snuppet. Det kunne den tyske keeper dog ikke efter 58 minutters spil, da Stefan Gartenmann afsluttede et smukt Sønderjyske-opspil med en scoring til 4-2.

Sejren betyder, at Sønderjyske er på niendepladsen. Brøndby er på tredjepladsen, hvor de har fem point op til FCK inden de møder FCM.