Superliga

Søren Larsen er ren gift for FCM

AGF's Søren Larsen er om nogen spilleren, der har krammet på FC Midtjylland. Angriberen har en unik stime af mål mod dagens modstander.

AGF står mandag aften overfor en svær opgave i udekampen mod FC Midtjylland, der med en sejr igen kan tage 3. pladsen fra AC Horsens, der søndag tabte hjemme til himmelstormerne fra FC Nordsjælland.

Og selv om AGF'erne har haft svært ved at finde frem til målene i forårets tre første kampe, kan AGF'erne måske hive et "hemmeligt" våben frem til aftenens kamp.

For er der en, der kan finde ud af at score mod FC Midtjylland, er det angriberen Søren Larsen, der flere gange har været ganske ond mod midtjyderne.

I efterårets kamp mellem AGF og FCM lynede den tidligere landsholdsangriber hele tre gange og var dermed en af hovedpersonerne, da AGF vandt med 4-2 i et brag af en kamp.

Læs også: Optakt: FC Midtjylland - AGF

Men Larsens målstime mod FC Midtjylland startede faktisk hele tilbage til sæsonen 2003/04, der var den sidste for angriberen, inden syv års eventyr i udlandet startede.

Frem var dengang i den bedste danske række som oprykker og var spået en svær sæson. Det første møde mellem FCM og Frem foregik i Herning, men gæsterne gik frisk til værks og efter 17 minutter bragte Søren Larsen gæsterne i front. Desværre for Frem og Larsen fik FCM styr på kampen og scorede siden fire gange og vandt 4-1.

Men Søren Larsen havde dermed fået prikket hul på bylden mod FCM. I sæsonens andet møde var FCM atter på hjemmebane og kom flyvende fra start med to scoringer inden for kampens første ni minutter. Men inden pausen viste Søren Larsen igen vejen og reducerede til 2-1. Frem kom efter pausen på 2-2, men med 19 minutter bragte FCM sig atter på sejrskurs og kom på 3-2. Syv minutter før tid slog Larsen igen til i Herning og sikrede dermed oprykkerne 3-3 og et point.

Dermed havde angriberen nettet tre gange mod midtjyderne i sæsonen. I sæsonens sidste møde mellem de to hold, var hjemmebanen Valby Stadion. FC Midtjylland burde være advaret, men allerede efter 16 minutter var Søren Larsen på pletten og bragte Frem på 1-0, og i halvlegens sidste minut slog han til igen og scorede til 2-0 og hjalp dermed sit hold til sejren på i alt 2-1.

Med de tre mål fra efterårets kamp mellem AGF og FCM når Søren Larsens totalt op på otte mål i de seneste fire kampe mod FC Midtjylland, hvilket er ganske imponerende taget i betragtning, at Søren Larsens Superliga-total lyder på 17 scoringer.

Søren Larsen har i denne sæson scoret seks gange, og selv om de alle er sat ind på hjemmebanen i Aarhus, har angriberen sin egen utrolige stime mod netop aftenens modstander og er nok værd at holde øje med for værterne i Herning.

Og meget tyder på, at Søren Larsen for første gang i foråret er at finde i AGF's startopstilling, når startfløjtet lyder klokken 19.00.

Følg kampen mellem FC Midtjylland og AGF LIVE på tipsbladet.dk