Spelmann-skifte falder til jorden: Bliver i Tyrkiet
Foto: Polfoto
Superliga

Spelmann-skifte falder til jorden: Bliver i Tyrkiet

Martin Spelmann kommer ikke væk fra Gençlerbirliği på denne side af midnat.

Den danske midtbanespiller Martin Spelmann har det meste af januar arbejdet på at skifte væk fra den tyrkiske klub Gençlerbirliği, men nu oplyser spilleren, at han bliver i Tyrkiet. 

- Der kommer ikke til at ske noget. Det er dødt nu, og det kommer ikke til at ske lige nu. Vi må se, hvad der sker efterfølgende, siger Martin Spelmann til tipsbladet.dk. 

Spelmann har arbejdet på at blive fri af sin tyrkiske klub, men det er ikke lykkedes. Derfor har han lige nu udsigt til en skidt situation i Gençlerbirliği, der oprindeligt havde bedt ham om at finde en ny klub. 

- Det er fint nok. Jeg er ikke presset, og jeg skal nok komme til at spille hernede igen. Det er mest irriterende, at jeg havde tænkt mig væk oppe i hovedet, og der var nogle interessante ting. Det er fint nok, men det er ærgerligt, når jeg havde regnet med at skulle væk, siger Martin Spelmann. 

En mulighed for Martin Spelmann er imidlertid, at han kan skifte til en klub i et af de lande, der fortsat har et åbent transfervindue de næste uger og måneder - eksempelvis Sverige eller Norge. 

- Jeg må vente og se, hvad der kommer. Det skal være interessant, men jeg tænker ikke så meget over det. Jeg havde et ønskescenario om Danmark og Tyskland, og det blev så ikke til noget. Men ellers har der ikke været et drømmescenario, for jeg vil bare gerne spille fodbold et sted, hvor der ikke er så meget kaos som her. Det er lidt irriterende, men det skal nok gå. Det er fint nok, og jeg afventer situationen, siger Martin Spelmann.

Martin Spelmann kom til Gençlerbirliği i sommer fra OB. Han har kontrakt med den tyrkiske klub frem til sommeren 2018.