Spelmann slipper med skrækken
Foto: Mads Hansen/Polfoto
Superliga

Spelmann slipper med skrækken

OB-profilen Martin Spelmann havde frygtet en fibersprængning, men han slipper med skrækken. Der er kun tale om krampe.

En af de vigtigste spillere i OB Martin Spelmann var meldt ude for resten af sæsonen med en fibersprængning i baglåret, som han fik mod Silkeborg onsdag. Men nu er der godt nyt for Martin Spelmann, for det viser sig, at han i stedet for en fibersprængning blot havde en alvorlig gang krampe.

Det skriver fyens.dk.

Dermed kan Martin Spelmann allerede være tilbage på mandag, hvor OB møder FC København.

- Fysioterapeuterne mener, at han pådrog sig kramper. Jeg ved godt, at han nærmest meldte sig ud for resten af foråret, men jeg forventer at se ham til lørdagens træning, siger cheftræner Ove Pedersen til fyens.dk om Martin Spelmann.

Martin Spelmann og OB er i øjeblikket på den syvendeplads i Superligaen, som er målsætningen. OB står noteret for samme pointantal som AaB, der i øjeblikket er nummer fem.

OB mangler at møde FC København og Hobro på udebane, inden sæsonen lukkes med en kamp hjemme mod Randers FC.