Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Kan Victor Nelsson holde til det?

Tipsbladet.dk zoomer ind på femte spillerunde i Superligaen.

Fjerde runde i Superligaen står for døren, og her skal det især blive spændende at se, om FC København og FC Midtjylland kan fortsætte med at rydde bordet, og om AGF, Esbjerg og Silkeborg IF kan få vendt en synkende skude.

Vi har set nærmere på nogle af de spørgsmål, der skal besvares i den kommende runde.

Kan Victor Nelsson holde til det?

Victor Nelsson er skiftet til FC København forud for denne sæson, og midtstopperen har så sandelig fået lov at arbejde for føden i sin nye klub.

Andreas Bjelland har haft en skadesplaget opstart og er generelt en spiller, FCK er nødt til at passe lidt på, og det har medført, at Victor Nelsson har spillet samtlige minutter for FC København i denne sæson, som har budt på to kampe om ugen. De øvrige FCK-spillere har fået små pauser indimellem, men syv kampe uden et lille hvil er status for den 20-årige midtstopper, som FCK naturligvis skal huske at passe på på et tidspunkt.

Det bliver bare ikke fredag mod Lyngby. Andreas Bjelland er nemlig fortsat skadet.

Får Silkeborg oprejsning i genoplivningen af "El Plastico"?

Silkeborg IF er tilbage i Superligaen, og dermed er "El Plastico" genoplivet.

FC Nordsjælland og Silkeborg IF spiller begge på kunstgræs på hjemmebane, så derfor slipper Farum-klubben for en sjælden gangs skyld for at høre på brokrøve fra udeholdet, når de søndag inviterer Silkeborg-spillerne indenfor på Right to Dream Park. 

Opgørene mellem FCN og SIF blev for to år siden døbt "El Plastico" med et glimt i øjet, og det var faktisk Silkeborg IF, der fandt på navnet. Denne gang er der ikke rigtigt overskud til fis og ballade i den jyske lejr. Silkeborg har fået en katastrofal start på sæsonen og har hårdt brug for oprejsning på kunstgræsset i Farum.

Ryster jorden under David Nielsen?

Udadtil signalerer de ro i AGF, og det kan sagtens tænkes, at det ikke bare er en facade, men at de virkelig er helt rolige efter den elendige start på sæsonen. Det vil dog være mærkeligt, hvis der slet ikke er bange anelser.

De fire første kampe har budt på nul sejre, og selv om AGF kan forklare sig med, at man både har mødt FCK og FCM, har man altså også mødt både Hobro og Lyngby. 

Efter nederlaget til Lyngby i seneste runde udtalte David Nielsen, at han "fuckede up" med taktikken, og i ugens løb har nogle markante udtalelser om utilfredshed fra Jakob Ankersen, der var vraget mod Lyngby, vakt en smule opsigt. Man fornemmer lidt, at det kan eksplodere i AGF, hvis der ikke snart kommer en forløsende sejr på bordet.

Mandag får århusianerne dog intet foræret af SønderjyskE og den tidligere AGF-træner Glen Riddersholm.