Teemu Pukki indrømmer: Panathinaikos-rygtet påvirkede mig
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Teemu Pukki indrømmer: Panathinaikos-rygtet påvirkede mig

Den finske angriber Teemu Pukki har fundet vej til netmaskerne igen, men Brøndby-spilleren havde en lang periode uden godt spil og uden mål. Blandt andet fordi sommerrygterne om Panathinaikos satte sig i finnens hoved.

Mens Brøndby IF har tromlet modstander efter modstander de sidste par måneder i Superligaen, har det været uden det store bidrag fra Teemu Pukki. Først de sidste to kampe er finnen vendt tilbage i den skarpretterform, som man så hos angriberen i sidste sæson, hvor kun Marcus Ingvartsen fra FC Nordsjælland lavede flere Superliga-mål.

Finnen har været ramt af en formnedgang af de helt store, men nu håber og tror han på, det er vendt. Med et hattrick mod FC Nordsjælland og en enkelt og meget vigtig scoring mod Silkeborg IF senest, er Teemu Pukki nu tilbage på tavlen, og det glæder den 27-årige landsholdsangriber, der erkender, at sommersnakken om en transfer gik ham på.

- Tja, jeg tror helt sikkert, jeg blev påvirket på en eller anden måde. Det var ikke sådan, at jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle væk fra Brøndby, men på en eller anden måde kan det få ens hoved til at vandre, fordi man ikke kan undgå at tænke på de ting, siger en ærlig Teemu Pukki til tipsbladet.dk og forklarer:

- Der var mange skriverier. Jeg prøvede ikke at følge med i, hvad folk skrev, men selvfølgelig er det svært. Hver eneste uge var der nogen, der tog det tilbage i mit hoved, fordi de spurgte mig om det. På en eller anden måde har det helt sikkert påvirket mit spil, men nu er det heldigvis så langt væk, så jeg i stedet kan fokusere på de sidste to kampe her, siger han.

Tilbage i august luftede Troels Bech sin utilfredshed med historierne om interessen for Teemu Pukki, fordi Troels Bech pegede på, at det var et forstyrrende element. Først 22. oktober var Teemu Pukki på tavlen igen for Brøndby i Superligaen, og så gik der yderligere en måned, før han scorede igen. Nu har han så lavet fire kasser i to kampe.

Selv spillet var ikke godt, mener Pukki.

- Det ødelagde noget andet i mit spil, fordi når man i så lang en periode ikke scorer mål, kommer man til at tænke for meget over det, og det skal man ikke gøre. Man skal nulstille. Men når det ikke går så godt, er det svært at tænke på andet. Heldigvis har jeg ikke det problem nu, siger Teemu Pukki, der ikke kun vil måles på antallet af mål:

- Tit er det sådan, at scorer du, er du god, og scorer du ikke, er du dårlig. Jeg er rigtig glad for, at jeg har scoret i de sidste par kampe. Sådan er det nogle gange. Vores job handler også mest om mål, selv om vi også skal forsvare her i Brøndby, siger Teemu Pukki.

Der resterer to kampe, inden spillerne går på vinterpause, og så handler det for Teemu Pukki også om at finde ud af, hvad der skal ske med fremtiden. Angriberen beretter om status quo.

- Jeg ved det ikke. Vi må se - vi snakker sammen. Jeg har ikke hørt det sidste nye, så vi må se, hvad der sker.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.