Video : Tipsbladet
Superliga

Afsløring: Lyngby-spillere tager første skridt mod konkursbegæring

Tipsbladet.dk erfarer, at Lyngby-spillerne senere fredag via Spillerforeningen sender en påkravsskrivelse om lønudbetaling fra Lyngby Boldklub. Klubben har tre dage til at udbetale lønninger, ellers kan klubben begæres konkurs.

Tidligere fredag kom det frem, at Lyngby Boldklubs træning var frivillig.

Nu erfarer tipsbladet.dk, at spillerne via Spillerforeningen sender en påkravsskrivelse til fodboldklubben om udbetaling af løn. Sker det ikke inden tre arbejdsdage, kan klubben begæres konkurs.

En påkravsskrivelse er en slags rykker for lønnen og er første skridt på vej mod en konkursbegæring. Det bekræftes af flere kilder over for tipsbladet.dk, at spillerne i dag vil sende påkravsskrivelsen til klubben.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Mads Øland og Thomas Lindrup, der er henholdsvis direktør og chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen. De er ikke vendt tilbage endnu.

Begærer spillerne klubben konkurs, koster det holdet seks point i tabellen. Det er dog ikke det samme, som at klubben er gået endegyldigt konkurs. Det skal Skifteretten tage stilling til. Erklærer retten også klubben konkurs, bliver holdet tvangsnedrykket to rækker og taberdømt resten af indeværende sæson.

Kan komme ud af kontrakten
Spillerne vil som udgangspunkt også kunne blive løst af kontrakten, hvis lønnen ikke falder, når fristen for påkravet falder. Læs mere om det her.

I teorien kan spillerne godt komme ud af deres kontrakter, hvis de ikke får løn, da det vil betragtes som en misligholdelse, uden at de behøver begære klubben konkurs. I praksis kommer det dog næppe til at ske, da spillerne vil have interesse i at få udbetalt deres manglende løn (eller dele af den), hvilket er netop det, som kurator skal sikre ved en konkurs.

Problemet vil være, at Lyngby-spillerne tidligst kan komme ud af deres kontrakter i næste uge, altså på den gale side af transfervinduet. Normalt er det helt udelukket at få flyttet sin spilletilladelse uden for transfervinduerne, hvilket man blandt andet så i tilfældet med Jonas Borring, da han forlod Randers FC.

- En spiller, der er ophævet uden for transfervinduet, kan ikke gå på banen igen før den 1. juli, slog turneringschef i Divisionsforeningen Peter Ebbesen fast i forbindelse med Borrings kontraktophævelse i Randers.

I samme ombæring gjorde han det dog klart, at der er enkelte muligheder for dispensation. Eksempelvis hvis en klub går konkurs, eller den misligholder spillernes kontrakter. Forklaringen skal man finde i DBU's cirkulære 96 § 3.2, hvor der står:

- En tidligere kontraktspiller, hvis spillerkontrakt er bragt til ophør i utide på grund af klubbens konkurs eller anden væsentlig misligholdelse fra klubbens eller spillerens side, kan ansøge DBUs administration om dispensation til at foretage skifte til en dansk klub som kontraktspiller uden hensyn til bestemmelserne om overgangsperioder.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.