Viborg begravede Esbjerg på sidstepladsen i anden halvleg
Foto: René Schutze/Polfoto
Superliga

Viborg begravede Esbjerg på sidstepladsen i anden halvleg

Esbjerg holdt nuller i første halvleg, men i anden halvleg gik det helt galt for vestjyderne mod Viborg.

Sæsonens første bundbrag stod fredag for døren, da Esbjerg gæstede Viborg, og med to hold, der begge ønskede at komme på pointtavlen, var der lagt op til en hård og intenst fight, hvor begge hold skulle frem.

Det blev dog langt fra tilfældet i første halvleg, hvor kampen var meget afventende og kedelig. Ingen af holdene kom for alvor frem til en stor chance, og derfor skulle vi ind i anden halvleg for at få bare lidt underholdning. 

Her gik det dog også pludseligt hurtigt for sig. Allerede efter otte minutter af anden halvleg fløj Oliver Thychosens indlæg nemlig direkte gennem feltet, hvor Jonas Kamper tæmmede bolden og hamrede bolden i mål til 1-0. 

Og så siger man ellers, at mål ændrer kampe, og det var også tilfældet i denne omgang. Blot fire minutter senere hamrede Thychosen selv en hård og flad afslutning i kassen, og på kort tid var Esbjerg elimineret. 2-0 og nu var vestjyderne altså alene som bundprop i Superligaen. 

De formåede nemlig ikke at kæmpe sig tilbage i kampen. Esbjerg reducerede med fire minutter igen, hvor netop indskiftede Victor Palsson headede Esbjerg på måltavlen, men generelt dominerede Viborg kampen til slutfløjt, og kørte dermed sikkert en 2-1-sejr hjem.