Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger efter uafgjort: Sidste år havde vi vundet 3-0 eller 4-0

Brøndby måtte nøjes med 1-1 hjemme mod OB mandag aften, og dermed blev det til endnu et pointtab for klubben, der i fjor var så tæt på at vinde mesterskabet.

Efter halvdelen af grundspillet i Superligaen ligger sidste sæsons sølvvindere fra Brøndby IF bare nummer syv i Superligaen. Med 18 point for 13 kampe er klubben allerede 10 point efter de to tophold FC Midtjylland og FC København.

Det var derfor, at klubben så tydeligt havde brug for tre point mandag aften mod OB. Det endte dog med 1-1, og dermed leder Brøndby stadig med lys og lygte efter formlen.

Træner Alexander Zorniger analyserede efterfølgende kampen, og der var elementer af opgøret, han kunne bruge til noget og tage med videre.

- Der er ikke så meget negativt at sige. I sidste sæson ville vi have vundet sådan en kamp 3-0 eller 4-0, men vi befinder os ikke i sidste sæson nu, sagde Alexander Zorniger ifølge Ritzau.

Det er i denne sæson især på hjemmebane, at Brøndby IF har haft det svært. Klubben har blot seks point i syv kampe. Hobro har fået samme pointantal, dog for en hjemmekamp færre, og de seks point er færrest af alle Superliga-hold. Omvendt har holdet hentet 12 point i seks udekampe.