Dansk Nottingham-talent gør op med første sæson i det engelske
Talent

Dansk Nottingham-talent gør op med første sæson i det engelske

Frederik Fisker er en af de mange udlandstalenter fra Danmark. Han har nu spillet en sæson i Nottingham Forest, og gør i dette interview op med sin første sæson.

Af: Rasmus Dalgaard (D' BOLD - www.dbold.dk
 
Et af de mange danske udlandstalenter er Frederik Fisker, der render rundt i engelske Nottingham Forest. Efter lidt over et år i de nye, engelske rammer er Fisker godt tilfreds med tilværelsen, selvom han er væk fra familien og vennerne i Viborg, hvor defensivtalentet indtil skiftet til England slog sine folder i domkirkebyens talentfodboldafdeling, FK Viborg.
 
I Frederik Fiskers engelske debutsæson startede han ud med ikke at være spilleberettiget grundet rod med spillercertifikatet, alligevel nåede han at gøre god figur undervejs på klubbens U/18-hold, hvor han fortsat gør sig gældende. Målet er dog inden jul at tage skridtet op på traditionsklubbens U/21-mandskab, selvom også denne sæsons start blev sat på hold for midterforsvaren, da lyskeproblemer ødelagde opstarten.
 
 
– Lige nu er det vigtigste for mig, at jeg bliver 100 procent fit. Nu gælder det bare om, at jeg skal bevise mig overfor blandt andre U/21-holdets nye træner. Jeg skal vise ham, at jeg gerne vil på det U/21-hold. Det er der, hvor mit mål er at spille, når vi når hen omkring juletid, siger Fisker til Viborg stifts Folkeblad.
 
Når Frederik Fisker går fra træningsbanen og ser bort fra skader og U/18-holdets blandede sæsonstart, er han da godt klar over, at han lever mit i den tilværelse, han altid har drømt om – som fodboldtalent på fuld tid.
 
 
– Det er et rigtigt hårdt liv det her, men det er på alle måder utroligt fedt. Vi træner jo ekstremt hårdt, og rent mentalt er det hårdt at møde ind klokken halv otte om morgenen og først have fri ved 17-18-tiden nogle gange. Og jeg er jo væk fra alle derhjemme, hvilket er hårdt, men det er det fedeste, der nogensinde er sket mig. Jeg laver jo det, som jeg elsker og står hver dag op og glæder mig til at komme til træning. For der sker altid noget nyt hver dag, fortæller han.
 
Ungdomsfodbold i England er da også helt anderledes end i Danmark, kan Fisker konstatere.