Europa League

Randers på uvant kurs

Randers tabte på hjemmebane til Lausanne fra Schweiz.

Randers FC led en sjælden skuffelse, da det blev til et nederlag på 2-3 hjemme på Essex Park. Kronjyderne er ellers ikke vant til at gå fra banen med en minusmålscore på måltavlen - kampen mod Lausanne var blot træner Ove Christensens tredje nederlag i spidsen for Randers.

Kronjyderne kom planmæssigt fra start, da Yura Movsisyan bragte holdet foran 1-0 efter seks minutter. Den føring blev dog udlignet kort før pausen.

I 2. halvleg kom schweizerne foran efter godt en times spil ved Silvio Carlos, men endnu engang var Movsisyan på pletten og udlignede til 2-2.

Silvio Carlos var dog ikke færdig endnu og med sin anden scoring i kampen, seks minutter før tid, sikrede han Lausanne en 3-2 sejr.

Dermed har Randers et meget svært udgangspunkt inden returopgøret i Schweiz, men omvendt har klubben jo tidligere vist, at træerne faktisk engang imellem vokser ind i himlen.