VM

Dansk venstrefløj for ringe

Svensk ekspert savnede at se mere til Christian Eriksen på det danske VM-hold

Set fra svensk side var den tidlige danske VM-exit slet ikke så skuffende, når man tager skadesproblemer m.v. i betragtning, og danskerne behøver ikke at frygte for fremtiden selv om flere spillere fra en "gylden generation" enten nu stopper eller har set deres bedste tid.

- I dag findes der klasse-spillere på det danske landshold, som har tilstrækkelig rutine og kan få nye, unge spillere som Christian Eriksen til at blomstre, siger således TV4-journalisten Patrick Ekwall til Tipsbladet.

Ekwall, der er journalist, forfatter og kommentator, har fulgt Danmark under slutrunden og er fortsat udsendt i Sydafrika for den svenske tv-kanal. Han mener at problemerne på det danske hold særligt var savnet af en playmaker samt venstrekanten.

- Olsen forsøgte forskellige på venstrekanten, men ingen fungerede særlig godt. Jeg havde gerne set meget mere til Christian Eriksen, men jeg ved ikke hvilke spillere, der kunne have været bedre offensive muligheder end de som var i truppen, siger den svenske kommentator.

Patrick Ekwall mener ikke det er tid til at overveje et andet spillesystem, end det Morten Olsen har anvendt nu i mange år.

- Det er indkørt og det ændrer man ikke over en dag, men jeg mere ikke at Danmark ved VM havde dygtige nok kantspillere til at satse på det fløjspil, der har været holdets varemærke.

Læs flere af Patrick Ekwalls synspunkter i Tipsbladet Indsigt.

 

Tipsbladet udkommer hver tirsdag og fredag. Få Tipsbladet ind ad døren hver uge!