Åbent brev til Löw: Hvad tænker du på, Jogi?

Kære Jogi

Da kameraet tog os tv-seere på rundtur i spillertunnellen før semifinalen mellem Brasilien og Tyskland, var du kun i billedet i syv sekunder.

Lynhurtigt blev der panoreret videre til dine spillere, der stod på rad og række, klar til at gå ind på Mineirãos græstæppe. Philip Lahm smilede lidt for selv, Manuel Neuer tog en dyb vejrtrækning, og Mats Hummels og Thomas Müller jokede om et eller andet. Brasilianerne så mere nervøse ud. Maicon gned sig ihærdigt i ansigtet, Julio Cesar knækkede nakke, mens David Luiz kiggede stift ligeud og vuggede lidt fra side til side.

Men selv om der var indtryk nok, var det altså dig, jeg havde bidt mest mærke i. Du stod ved siden af dine spillere, men du kiggede hverken på dem eller ind mod stadion, hvor næsten 60.000 brasilianere sad klar; klar til at blæse dig og dine spillere tilbage ned i tunnellen. Næh, du kiggede hen over rækken af tyske spillere. Dit ansigt var en anelse fortrukket, som om du med tungen var i gang med at fjerne en irriterende madrest mellem tænderne. Med højre hånd rodede du efter et eller andet i din baglomme, noget du ikke lige kunne finde. Det er jo sket for dig et par gange, at du er blevet filmet på sidelinjen, mens du piller næse. Senest skete det i gruppekampen mod Portugal, hvor du efterfølgende gav hånd til Cristiano Ronaldo, men jeg har også været på YouTube og finde en best of-video. Du ser aldrig ud som om, du registrerer, hvad du har gang i - det sker bare, mens dine tanker er et andet sted. Det kan forklares med, at du er optaget af kampen, men Cristiano-affæren fandt sted, da kampen var færdig.

LÆS OGSÅ: Linekers vrøvl, Tysklands forbandelse

Hvad tænkte du på der? Dit engang så kulsorte hår har efterhånden fået stænk af sølv, men tirsdag aften sad det, som det skulle. Du var som sædvanlig også flot i tøjet; grå bukser, brunt bælte, mørkeblå skjorte, IWC-ur og så et armbånd i de tyske farver om venstre håndled. Det er duftbånd, hvis citronlugt skal holde myg væk, mens du er i Brasilien. Selv armbåndet har fået sin egen artikel i Bild, for du er jo er jo lidt af et stilikon i Tyskland. De tider, da der Bundestrainer stod på sidelinjen i en træningsdragt eller et jakkesæt, der ikke rigtigt passede, er endegyldigt forbi. Den lilla pullover, som du var iført under store dele af VM 2010, blev efterfølgende solgt på en velgørenhedsauktion for godt en million euro. Det er planen, at den skal udstilles på det nye tyske fodboldmuseum i Dortmund.

De knus og smil, du udvekslede med Luiz Felipe Scolari, "Felipão" som det er blevet så in at kalde ham under dette VM, virkede helt ægte, men det fjerne ansigtsudtryk kom igen, da det var tid til nationalmelodierne. Bortset fra Mesut Özil, Jérôme Boateng og Sami Khedira, både repræsentanter for det U/ 21-landshold, der vandt EM i 2009, og for den multikulti-generation, som du så fornemt har fået sluset ind på A-landsholdet, sang alle spillerne med - Benedict Höwedes endda så inderligt, at han et kort øjeblik lukkede øjnene. Du sang også, Jogi, men dit blikket flakkede rundt; på din trænerstab, på publikum. Jeg læste et interview med dig i Süddeutsche Zeitung Magazin, hvor du fortalte, hvordan nationalmelodien minder dig om, at I repræsenterer et land, 80 millioner tyskere, og at det giver kraft og sammenhold. Men jeg tænkte ikke kraft, da jeg så dig synge. Og lige inden kampstart, mens du stod med armene over kors og tyggede tyggegummi, begyndte du igen at kigge søgende efter et eller andet.

Hvad søgte du, Jogi Löw? Havde du bare glemt en blok, eller ledte du efter noget, du kunne spytte dit tyggegummi ud i? Eller var det noget helt tredje? Og hvorfor er det, du så ofte ligner en mand, der er i dine helt egne tanker? Selvfølgelig tænker du nok først og fremmest på kampen. Du er en dygtig træner med flotte resultater, så det ville være forkert at antyde, at du ikke er mentalt til stede. Men kan det tænkes, at du indimellem kommer til at tænke på, hvordan din karriere har udformet sig, dine resultater som træner, og hvor vigtig slutrunden i Brasilien egentlig er? Det ville jeg ikke kunne bebrejde dig.

Sommereventyr
Selv kender du jo udmærket dit liv og karriere, men jeg har på fornemmelsen, at der er mange, som ikke ved særligt meget om, hvad du bedrev, før du blev en del af det tyske landshold.

Du blev født 3. februar 1960 og voksede op i byen Schönau, helt nede i sydvestlige hjørne af Tyskland, og det var i hjembyens småklubber, du startede din fodboldkarriere, inden du blev Profi i SC Freiburg en snes kilometer mod nord. Praler du nogensinde med, at du er Freiburgs mest scorende spiller i historien? Dine 81 mål i 252 kampe for klubben er, som jeg ser det, dine største bedrifter som spiller, selv om de alle sammen blev scoret i 2. Bundesliga.

Titler vandt du ingen af. Det blev heller ikke til mere end 5 U-landskampe.

Til gengæld kom der succes, da du blev træner - måske også hurtigere, end du selv havde regnet med. Efter en periode som ungdoms-, amatør-og assistenttræner fik du cheftrænerposten i Stuttgart i 1996 og vandt pokalturneringen i samme sæson. Året efter nåede I så hele vejen til finalen i Europa Cuppen for Pokalvindere, som Chelsea dog vandt.

Du kan ikke være tilfreds med, hvordan din karriere udartede sig efterfølgende, kan du? Du var forbi Fenerbahce, Karlsruhe, Adanaspor, FC Tirol Innsbruck og Austria Wien, men i alle klubberne var du maksimalt én sæson, indtil du endelig fik et fast forhold til det tyske fodboldforbund. Det var Jürgen Klinsmann, som du lærte godt at kende under et trænerkursus, der tog dig med, da han i 2004 blev ny landstræner. Straks skete der noget med tysk landsholdsfodbold. To år senere var der VM i Tyskland, og jeres landshold nåede hele vejen til semifinalen og fik bronze. Et sommereventyr blev turneringen kaldt af tyskerne, for det var en kæmpe organisatorisk succes, og jeres landshold spillede fremragende.

Du var vel også stolt? De fleste var enige om, at mens Klinsi stod for mandskabsbehandlingen og motivationen, var " Jogi" - Tyskland kom hurtigt på kælenavn med dig, hvilket er bemærkelsesværdigt i et land, hvor man er Des med fremmede - manden med taktikbrættet. Klinsmann pegede på dig som sin afløser, da han stoppede efter VM, og du levede hurtigt op til ansvaret. Et af nøglepunkterne i din og Klinsmanns filosofi, da I tog over, var fart. Jeg er sikker på, jeg ikke behøver fortælle dig det her, for det ligger garanteret på rygraden af dig, men da I overtog landsholdet, havde en tysk landsholdsspiller i gennemsnit bolden i 2,8 sekunder, inden han afleverede den videre. Før EM 2008 var det tal nede på 1,9. Det tyske landshold spillede nu hurtigt, offensivt fodbold, hvilket gav en plads i finalen i EM 2008, som Spanien dog vandt, og et endnu større gennembrud ved VM i Sydafrika i 2010. Det yngste tyske VM-landshold siden 1934 vandt ottendedelsog kvartfinalerne mod de gamle arvefjender England og Argentina med samlet 8-1, og så gjorde det mindre, at Spanien endnu engang blev endestationen i semifinalen. I fik endnu en bronzemedalje, men nu var det ikke en del af et tilfældigt sommereventyr, nu var det en trend. Tyskland var på vej fremad, og vejen blev banet med flot fodbold og unge spillere, der repræsenterede et nyt, multietnisk Tyskland, som man kunne være stolt af. Du var nu en mand, som hele landet kunne bakke op om. Du var populær blandt fodboldfansene for dine resultater og blandt alle andre for din stil - selv damebladene ville gerne lave interviews med dig.

LÆS OGSÅ: Dagens VM-profil: Den lille tysker kan blive kæmpestor

Efter VM blev du kåret til den tredjemest populære tysker, efter tv-værten Günther Jauch og den tidligere kansler Helmut Schmidt.

Men du manede til besindighed, da du blev forelagt rundspørgen i fodboldmagasinet 11 Freunde et par måneder før EM 2012.

"Jeg ved, at man i fodbold hurtigt kan blive statsfjende nummer ét," sagde du - men havde du alligevel regnet med, at det ville gå så hurtigt? Okay, statsfjende blev du trods alt ikke, men stemningen vendte. Det er et af paradokserne i fodbold, at en semifinale kan være en stor succes det ene år, en kæmpe fiasko to år senere. Det var okay at ryge ud til de fantastiske spaniere i 2010, men du fik ikke ros for at tabe til Italien i EM-semien i 2012. Det var jo Andrea Pirlos store turnering, og ham fik du aldrig styr på. Italiens midtbane styrede kampen, og Balotellis to scoringer sikrede italienerne en sejr på 2-1. Efter kampen spurgte Bild i en rubrik: "Er Jogi Löw skyld i EM-exiten?"

De nøjedes ikke med at stille det op som et retorisk spørgsmål. Nede i artiklen gav en afstemning det tyske folk mulighed for at komme til orde. 73 procent mente at ja, det var din skyld.

Snøren er stadig i vandet
Siden har man fokuseret mere på de manglende titler end på det flotte spil. Og selv om dit hold stensikkert sikrede sig billet til VM, gav det usikkerhed, da I undervejs i kvalifikationen spillede 4-4 med Sverige i Berlin efter at have ført 4-0. Den slags bløde kollaps må et tysk landshold aldrig komme ud for, heller ikke selv om det er det eneste pointtab i en hel kvalifikation. Den nye generation er spillet ind på holdet, spillestilen er implementeret, nu skal det give et udbytte. Næsten hver eneste optaktsartikel, jeg før og under VM har læst om Tyskland og dig, har handlet om det: Skal ham Löw ikke snart vinde en titel, hvis han skal være sikker på at blive i jobbet? I efteråret forlængede du frem til 2016, men uret tikker, og du er konstant blevet forelagt, om du kan fortsætte, hvis I ikke vinder VM.

11 Freunde lavede en fantastisk billedmontage i deres optaktsmagasin før VM. Der stod dine forgængere Berti Vogts, Franz Beckenbauer, Helmut Schön og Sepp Herberger ved bredden af en sø med hver deres store smil og flotte fisk i hånden. Du stod lidt derfra, stadig med fiskestangen i hånden, og skulede over mod dem. Billedet er sigende, ikke? Bild var inde på det samme som indledning til et interview med dig. Den store tabloidavis spekulerede over, hvad du egentlig står for som træner. De nævnte mange af de samme ting, som jeg har været inde på: at dit hold spiller attraktiv fodbold, at din frisure er flot uanset vind og vejr, at du er en charmerende kommunikatør, og at du gør det godt i din rolle som frontfigur for en ansigtscreme. Men artiklen nævnte så også, at du står for ikke at vinde titler, hvad du selv adresserede.

"Titler er det vigtigste for en træner, ligesom for fansene. Kun en titel giver den fuldkomne tilfredshed. Længslen efter en titel er stor. Jeg kan også forstå de høje forventninger. Vi har alle være med til at skabe dem. Længslen driver os frem."

Jeg har også bidt mærke i en udtalelse, du gav til det tyske forbunds hjemmeside inden turneringen. Her sørgede du, som det sig hør og bør, for at udtrykke optimisme, men du trak også lidt rigeligt fra. Når du genlæser det selv, synes du så ikke, at frygten for endnu en lige-ved-og-næsten-turnering skinner fra teksten?

"Jeg er rolig og selvsikker, for jeg ved, at vi har tænkt på alt. Derimod kan jeg ikke love, at vi kommer til at tage VM-titlen, for det ville alligevel ikke garantere, at vi vandt. Alt jeg kan sige er, at vi virkelig vil vinde, og at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde, men jeg kan ikke med sikkerhed sige, at vi kommer til at vinde."

"Men jeg rejser med overbevisning, selvtillid og optimisme. Vi når måske ikke frem til vores mål, men det behøver ikke betyde, at vi kommer til at være skuffede over det."

Det startede jo forrygende i Brasilien, og du må have været tilfreds og lettet, da I lagde ud med at slå Portugal med overbevisende 4-0. 2-2 mod Ghana var heller ingen katastrofe, og I vandt puljen med 1-0 over USA. Men hjemme i Tyskland bredte utilfredsheden sig.

Kicker skrev om din "ensomme vej", fordi du tilsyneladende var den eneste, der mente, I skulle spille, som I gjorde. Kicker mente, at Lahm var bedre for holdet som backspiller end på den centrale midtbane, og at det hurtige spil, der begejstrede verden i 2010, var lagt til side til fordel på en taktik, hvor man satsede på ikke at lave fejl og hellere spillede til siden end fremad. Det blev heller ikke just opfattet positivt, da du udtalte, at du kun havde 14-15 spillere i truppen, du kunne bruge - " hvorfor har du så udtaget de andre?" spørger både Tyskland og jeg. Og mens du i 2010 altså var landets tredjemest populære person, har Der Spiegel siden skrevet om, at du er blevet en fremmed fugl for det tyske folk; også fordi de kun kender dig som landstræner.

Fire ud af de fem seneste landstrænere før dig havde vundet VM som spiller: Franz Beckenbauer, Berti Vogts, Rudi Völler og Jürgen Klinsmann. Eneste undtagelse var Erich Ribbeck. Han er nok Tysklands mindst populære landstræner nogensinde efter exit i gruppespillet ved EM 2000. Jeg ved ikke, om du har læst kritikken af dig? Det er nemlig ligeledes blevet beskrevet, at du lever i en boble i Brasilien og ikke ved, hvad folket på den anden side af Atlanterhavet vil have.

Men du endte jo med at rokere. Kun du ved, hvorfor du alligevel gik væk fra Lahm som midtbanespiller, men det gjorde du, og der kom også en ægte angriber i form af Miroslav Klose på holdet, da I leverede en overbevisende indsats i kvartfinalen mod Frankrig. Og så kom semifinalen mod Brasilien..

Bananas i Belo Horizonte
Mens det første uvejr i en måned brød ud over Rio med torden og regn over Maracanã og Cobacabana, skyllede dine tyske spillere hjemmebaneyndlingene helt ud af Mineirão 300 kilometer mod nord.

Hvad tænkte du på, da det pludselig gik bananas i Belo Horizonte? Du havde før kampen udtalt, at du ikke mente, brasilianerne var svagere uden Thiago Silva og Neymar. Det var de. Uden Neymar havde dine bagerste folk ikke rigtigt noget at være bange for og kunne tillade sig at spille mere friskt frem ad banen, og Thiago Silvas fravær flåede Brasiliens forsvar fra hinanden. Men ros til dine spillere, som udnyttede det perfekt. De spillede med fart og nøjagtig boldomgang, præcis de ting I blev rost så meget for ved gennembruddet i 2010, og de skabte chance på chance.

Oven i købet så man de klassiske tyske dyder, som vi gennem årtier har lært at forbinde med "Die Nationalelf". I kværnede videre, uanset hvor mange mål I lavede, og man skulle bare kaste et enkelt blik på vindermaskinen Manuel Neuer for at vide, at der ikke blev sløset med koncentrationen. Hvor må det have været fedt at være med til at lave et af de allerstørste resultater i VM-historien - ja i hele fodboldens levetid.

Da der var spillet godt 73 minutter, og der stod 6-0, klippede tv-produceren til den tyske bænk. Din assistent Hans-Dieter Flick sagde et eller andet til dig, og du svarede med hænderne op for munden, så du ikke kunne blive mundaflæst. Jeg synes dog, jeg kunne se, at du smilede.

Men efter kampen, mens brasilianerne græd, bad og krammede; mens dine spillere afslappet lykønskede hinanden, fik vi igen et kort klip med dig. Det eftertænksomme udtryk var tilbage; det samme var de verdensfjerne, små bevægelser. Du glattede lidt på håret, nulrede din øreflip og pillede ved knapperne på din skjorte. Var du allerede videre? Vidste du, at det endnu ikke er afgjort, hvordan chokket i Belo Horizonte vil gå over i historien? Vil det blive husket som det mest ydmygende nederlag, en værtsnation og supermagt nogensinde har lidt ved et VM? Eller som det øjeblik, da din generation af tyske landsholdsspillere endelig trådte op som det bedste landshold i verden på vej mod VM-titlen? Det kommer an på, om I vinder finalen søndag på Maracanã.

I det interview med 11 Freunde, som du lavede tilbage i 2012, blev du spurgt hvilket tilnavn, du gerne ville skrives ind under i historiebøgerne. = " Den tilfredse," svarede du, men er du tilfreds nu? Der har været talt uendeligt meget om, at anføreren for jeres finalemodstander, Lionel Messi, er under et enormt pres på grund af den evige sammenligning med Maradona.

Skal han regnes som en større spiller end landsmanden, skal han vinde et VM, lyder ræsonnementet. Det er altså ikke Argentina, men Messi, som man kræver skal vinde finalen.

Ingen af dine spillere er under et lignende pres, selv om de heller ikke har vundet noget med landsholdet. Ingen kræver, at Philipp Lahm, Manuel Neuer, Thomas Müller eller alle dine andre stjerner skal vinde VM, før de regnes som store spillere. Bayern-banden har allerede vundet Champions League og adskillige nationale titler. Næh, Jogi, presset er på dig. Det er dig, der har været hovedperson i alle artiklerne om titeltørken siden 1996.

Mange af dine stamspillere har været med lige så længe som dig, hvis ikke længere, men det er dig, som medierne hjemme i Tyskland kræver en pokal af. Kan du mærke det? Kan du mærke, at din skæbne og dit eftermæle som landstræner kan komme til at afhænge af de her uger i Brasilien? Er det derfor, du indimellem bliver lidt fjern i blikket? Er det det, du tænker på?