Avis: Scolari har sagt op
Illustration
VM

Avis: Scolari har sagt op

Brasilianske medier mener at vide, at den udskældte landstræner nu ikke længere vil stå i spidsen for det brasilianske landshold.

Luiz Felipe Scolari har sagt sit job op efter VM-fiaskoen på hjemmebane. Det skriver det brasilianske medie Globo. 

Oplysningerne er dog hverken bekræftet af det brasiianske fodboldforbund og ej heller Scolari selv. Scolari meddelte kort efter bronzekampen mod Holland, at han ikke havde i sinde at forlade sin trænerpost, men at han ville overlade beslutningen til præsidenten for det brasilanske fodboldforbund. 

Den 65-årige landstræner har været heftigt udskældt, efter Brasilien blev ydmyget i to omgange i henholdsvis semifinalen og bronzekampen, hvor holdet sammanlagt lukkede ti mål ind. Mange brasilanere har siden krævet Scolaris afgang.

Luiz Felipe Scolari har kun været træner for det brasilianske landshold i halvandet år, men har en gang tidligere stået i spidsen for holdet. I 2002 førte han Brasilien frem til VM-trofæet.