Dagens VM-profil: Den kontroversielle magiker
Foto: Polfoto
VM

Dagens VM-profil: Den kontroversielle magiker

Chiles 30-årige offensivstjerne Jorge Valdivia har haft en lang og snørklet vej til VM-succes. Men lige nu er han sammen med Alexis Sanchez den største stjerne hos La Roja.

Da Chiles Jorge Valdivia gjorde det til 2-0 i kampen mod Australien i sydamerikanernes VM-åbning, var det en forløsning for den 30-årige offensivspiller. Jorge Valdivias vej til VM-slutrunden i Brasilien har således været fuld af forhindringer og selvforskyldt modgang, så da han var med til at sikre Chile en sikker 3-1-sejr, var det et foreløbigt højdepunkt i karrieren, som har budt på mange op- og nedure.

Jorge Valdivia blev født i Venezuela for lidt mere end 30 år siden, men rykkede med sine chilenske forældre til Santiago i en ung alder. Derfor var det oplagt, at han meldte sig ind i den store chilenske hovedstadsklub Colo-Colo, hvor han fik sin fodboldopdragelse og længe lignede en kommende stjerne på førsteholdet. Sådan skulle det dog ikke gå, for i slutningen af sin tid som ungdsomsspiller, sparkede han en dommer under en kamp og blev idømt 20 spilledages karantæne, hvorefter han blev sendt på lån i Universidad de Conception. Her gjorde han det fremragende og kom siden til både Rayo Vallecano i Spanien samt Servette i Schweiz. Dog uden succes. Derfor tog han tilbage til Chile og Colo-Colo i 2005, og siden har han haft masser af sportslig fremgang - særligt i brasiliansk fodbold. 

Mellem 2006 og 2008 var han den store stjerne i Palmeiras i Brasilien, hvilket medførte et klubskifte og et tilbud om en livslang kontrakt i den arabiske klub Al Ain, men i 2010 vendte han imidlertid tilbage til Brasilien, hvor han har fået masser af ros fra nær og fjern. Pelé har kaldt ham den bedste spiller i den brasilianske liga, den tidligere colombianske stjerne Carlos Valderama har omtalt ham som en af verdens bedste fodboldspillere. Evnerne er indiskutable, og hans rolle som playmaker er uovertruffen og en chilensk avis har for nylig skrevet, at 'der er så meget fodbold i hans blodåre, at det er forkert, at han ikke er født i Brasilien". Så hvorfor render han rundt i den brasilianske liga og ikke i en europæisk topklub? Det er der flere grunde til. 

Jorge Valdivia er således ikke kun en gudbenådet fodboldspiller – han er også en kontroversiel person, der har kæmpet med sine indre dæmoner i løbet af karrieren. Dommerepisoden i ungdomstiden er således ikke Valdivias eneste kontrovers, og to gange har han været udelukket fra landsholdet på grund af disciplinære problemer. 

Han var en af profilerne på Marcelo Bielsas velspillende Chile-hold ved Copa America i 2007, men det er ikke hans fine spil under turneringen, han bliver husket for. Det er i stedet, at han sammen med en række andre chilenske landsholdsspiller var med til at chikanere et par kvindelige tjenere seksuelt under en spillerfest efter landsholdets avancement til kvartfinalen i turneringen. Valdivia og kompagni fik 10 spilledages karantæne fra landsholdet og var derfor først tilbage hos La Roja et år senere – blot for at blive smidt af landsholdet igen i 2011 efter at have mødt for sent og beruset op til en træning under den tidligere landstræner Claudio Borghi. 

Også på klubplan har han været involveret i kontroversielle episoder. Han har haft skærmydsler med både trænere og ledelse i Palmeiras, og i 2011 stillede han sig simpelt hen op og tissede på banen midt under en kamp. Alligevel er han elsket i den brasilianske klub, hvor han gennem flere år har været den helt store stjerne med masser af mål til følge – når han altså ikke lige er blevet dømt færdig efter to karrieretruende skader, som han altså også er kommet tilbage fra. Og det stopper ikke her: I 2012 blev han sammen med sin kone kidnappet og holdt tilbage i tre timer af en mand med en pistol, men også denne skrækkelige episode, har han altså rejst sig oven på. 

Også på det chilenske landshold er han tilgivet fortidens ballade, for under den nuværende træner Jorge Sampaoli har Valdivia fået comeback på landsholdet i en nøglerolle. Det forlyder, at Valvidia er den eneste spiller, der kan tillade sig friheder og pauser i Chiles taktisk stramme og nøje tilrettelagte taktik. Landstræner Sampaoli er vild med Valdivia og har givet ham tilnavnet 'magikeren'.

- Jorge er en uerstattelig spiller for os. Da vi måtte undvære ham i forbindelse med en skade, gav det problemer for os i trænerstaben, fordi vi vidste, at måden han spiller på, kan give os noget, som mangler holdet. Lige nu er han nøglen til den type fodbold, vi spiller, fordi han er i en klasse for sig – ligesom Messi i Argentina, Ronaldo i Portugal og Ribery i Frankrig. Vi har brug for ham på højeste niveau, sagde landstræneren inden VM. 

Jorge Valdivia var på højt niveau mod Australien, i aften venter en ny opgave mod Spanien for Chiles kontroversielle magiker.