Video : Tipsbladet
VM

Nedslået Delaney: Ville hellere have haft en røvfuld på 4-0

Thomas Delaney ville hellere have tabt stort end i en straffesparkskonkurrence. Det er forfærdeligt, fortæller han.

Danmark led en hård skæbne, da de efter en straffesparkskonkurrence blev sendt ud af VM af Kroatien. Det var derfor også en tom følelse, Thomas Delaney stod tilbage med efter kampen, som han ellers mener, at Danmark kan være stolte af.

Det fortalte han til DR umiddelbart efter kampen.

- Det er forfærdeligt. Det er en tom følelse lige nu. Jeg synes, vi har meget ære i den her kamp. Det er et lotteri, jo. Der er ikke så meget at sige, fortæller Delaney, der har ondt af straffesparksskytterne:

- Jeg har ondt af de drenge, der måske sidder derinde og føler, at de har mere ansvar på deres skuldre for det her nederlag, fordi alle gør det godt i dag. Vi spiller en god kamp, følger planen og holder gode spillere under kontrol, så den er hård.

- Vi vinder sammen, vi taber sammen. Vi spiller en god kamp. Der vil altid være nogle i en uheldig hovedrolle, hvis man taber en straffesparkskonkurrence. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er hårdt for os alle sammen.

Og hvis det stod til ham, havde han foretrukket en mere ensidig kamp end en straffesparkskonkurrence.

- Jeg ville egentlig hellere have haft en røvfuld 4-0 er den følelse, jeg har lige nu, lød det fra midtbanegeneralen.