Optakt: Rusland - Egypten
Foto: Getty Images
VM

Optakt: Rusland - Egypten

Mohamed Salah var ikke klar til Egyptens åbningskamp ved VM. Kommer han i aktion mod de russiske værter?

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 20.00
Spillested: Sankt Petersborg Stadium
Dommer: Enrique Caceres, Paraguay
Pulje: Gruppe A
På TV: TV2
Hashtag: #rusegy #vmdk

Rusland:
Der hviler er stort pres på værtsnationen, men holdet virkede ikke den mindste smule tynget i åbningskampen mod Saudi-Arabien. Rusland vandt 5-0 mod en modstander, der bestemt ikke var prangende, men russerne forærede heller ikke noget væk.

Aleksandr Golovin var på forhånd udråbt som den måske mest spændende spiller på det russiske landshold, og den opfattelse har ikke ændret sig efter Saudi-Arabien-kampen, hvor han bidrog med to assists og et mål direkte på frispark. I opgøret markerede også Denis Cheryshev sig. Det tidligere Real Madrid-talent afløste en skadet Alan Dzagoev tidligt i kampen og scorede to mål.

Netop Alan Dzagoev misser formentlig opgøret mod Egypten, men hans afløser virker altså brandvarm.

Egypten:
Man kan ikke sige Egypten uden også at sige Mohamed Salah, og i åbningskampen mod Uruguay var han formentlig en af de mest filmede reserver i VM's historie. Liverpool-stjernen sad på bænken i hele kampen - han var end ikke ude at varme op.

Nu kan hele hysteriet så starte forfra - Er Salah med mod Rusland eller ej?

Uden landets største stjerne gjorde Egypten såmænd en ganske fin figur mod Gruppe A's favoritter, men holdet måtte alligevel se sig slået til sidst, da Jose Maria Jimenez dukkede op og scorede på hovedstød. Dermed er egypterne pisket til at vinde over Rusland, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en videre færd i turneringen.

Karantæner:
Rusland: Ingen
Egypten: Ingen

Bud på startopstillinger:
Rusland (4-2-3-1): Akinfeev - Fernandes, Kutepov, Ignashevich, Zhirkov - Gazinskiy, Zobnin - Samedov, Cheryshev, Golovin - Smolov

Egypten (4-2-3-1): El Shenawi - Fathi, Gabr, Hegazi, Abdel-Shafy - Elneny, Hamed - Warda, El-Said, Trezeguet - Mohsen

Profilen:
Sergei Ignashevich er med sine 38 år den ældste spiller i Ruslands VM-trup, og det er på mange måder et mirakel, at han overhovedet er med. CSKA Moskva-spilleren havde annonceret sit karrierestop, da der pludselig blev en plads til ham ved slutrunden, og det fik ham til med det samme at udskyde pensionen. Dermed kan han føje endnu flere landskampe til det CV, der i forvejen er det i russisk fodbold, som er rigest på optrædener i landsholdstrøjen.

Vidste du, at..:
Denis Cheryshev, der scorede to mål for Rusland i åbningskampen, er søn af Dmitri Cheryshev, der selv var russisk landsholdsspiller. Han nåede at spille 13 landskampe og score et enkelt mål. 

Dom:
Meget afhænger af, om Mohamed Salah er med eller ej. Hvis han spiller, øges de egyptiske muligheder for et resultat betragteligt, men så er spørgsmålet, om Liverpool-stjernen overhovedet er i en forfatning til at gøre en forskel. Rusland er små favoritter, men kan forvente noget mere modstand end i åbningskampen mod Saudi-Arabien. Buddet herfra er 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: