Crooner Solbakken og hans AaB-backing

Først udligner han på hovedstød til 3-3, og fire minutter senere må han tage en frisparksbold, idet specialisten Henrik Rasmussen lige er udgået. Dagens hovedperson skruer den ind bag FC Københavns Karim Zaza. AaB fører 4-3 og hele Superligaen, og Ståle Solbakken stormer ud mod sinelinien, griber den forede mikrofon og leger crooner med de tililende holdkammerater som backing-group. Et billede, der bliver stående i albummet med kuriøse og sejrrige superliga-fotos.

"Det kom helt spontant det med at lege forsanger. Jeg havde aldrig før gjort noget lignende, og det kom aldrig til at ske igen, men der var så mange følelser, der skulle ud", siger Ståle Solbakken i dag - næsten på dato 10 år efter en bevægende og medrivende kamp på Aalborg Stadion, der bragte AaB på afgørende mesterskabskurs mod klubbens andet danske mesterskab. Og gjorde den nuværende FCK-træner til et af de helt store AaB-ikoner. "Sejren var vigtig, men resultatet havde størst betydning for FC København, for dermed var de - modsat Brøndby og AB - helt ude af titelkampen. Hos FCK var der en del individualister, mens vi i AaB havde et hold. Der var flere tøsedrenge på FCK-holdet", griner Solbakken. Den skal ikke uddybes, forstår man.

Skuffelsen med Laudrup

Nogle få måneder tidligere havde min næsten ni-årige søn hjemme i det nordsjællandske rutchet gennem stuen ved meddelelsen om at Brian Laudrup var skiftet fra Chelsea til FC København.

Knægten, der var "løveunge" allerede som seks-årig, havde smidt sig på gulvet i målscorer-attitude, klukket af begejstring og sagt yes et utal af gange, da jeg havde vist ham overskriften om Laudrups ankomst.Men årtiets scoop i dansk klubfodbold endte som noget nær det modsatte. Laudrup kom aldrig til at føle sig tilpas på et meget svingende hold, træner Christian Andersen blev fyret efter bare én kamp, og en måned efter nederlaget i Aalborg meddelte Laudrup sit stop. Til fans´ og klubboss Flemming Østergaards store ærgrelse. Reaktionen udeblev ikke helt: 1-0 sejren i Parken i derbyet mod Brøndby sendte i realiteten mesterskabet til Aalborg og reddede lidt af løvernes ære. Don Ø kvitterede med at tage sin skjorte af og kaste den op til tilhængerne. Også dette billede bliver stående. Men alt dette vidste vi ikke noget om, da vi kørte på bededagsferie hjemme i det nordjyske. På stadion denne råkolde april-fredag sad min søn, jeg selv og skolelæreren. Den tredje mand var vigtig. Ikke for at skabe fordragelighed mellem far og søn, men fordi han ser ting, vi andre dødelige er mindre opmærksomme på. Han er god at have i baghånden, og jeg plejer at kalde på ham ind til de store og vigtige kampe. Skolelæreren er Mercedes-ejer og en detaljens mand. Han kan lave den flotteste pibe ud af et lille dumt stykke træ, og han kan ofte påvise tre tekniske finesser, der gør en kedelig kamp til et sandt show. Det var ikke nødvendigt denne bededags-kväll, men det føltes stødpude-agtig godt at slå ham hårdt og deltagende på hans store frakkeskulder, da Solbakken gik amok til sidst. "Gad vide om han var på piller", sagde skolelæreren koldt om nordmanden.

Zaza husker kampen, men ikke målene

Svaret er, at Solbakken var mentalt dopet. Fordi han ville bevise noget efter den ublide afsked med Wimbledon halvandet år tidligere.

"Jeg var revanchelysten og i fantastisk god form", fortæller han i dag. Og så spillede han på et rigtigt godt hold, hvor han fik lov til at føre det store ord. Både boldmæssigt og verbalt. Og fordi han i den grad var oppe i gear efter at have spillet landskamp for Norge bare to døgn tidligere og først var landet i Aalborg omkring midnat sent torsdag."Nogle gange er man bare helt oppe og ringe, og det var ikke noget problem for mig at spille 90 minutter i Georgien onsdag, hvor vi vandt 4-1, og det samme to dage efter i Aalborg. Jeg kom til AaB fra Wimbledon i marts 1998 og det næste halvandet år var den bedste periode i min karriere, både på klub- og landshold. Så enkelt var det," siger Solbakken i dag.Afgørende var revanchelysten og den brændende ambition om at vinde noget. DM-guldet i 1999 var Solbakkens første titel, og da var han 31 år. Jævnaldrende med den næsten udslukte Brian Laudrup for lige at vende tilbage til "kampen i kampen", som bare aldrig rigtig blev skudt i gang. Karim Zaza, der i dag vogter AaBs mål, stod dengang - som FCK-målmand - overfor denne klubs nuværende træner, som han i øvrigt møder igen på søndag i SAS Ligaen og måske i pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag, men det er en anden historie. Spørger man henkastet Zaza om han kan huske en bestemt kamp mellem de to klubber, gætter han øjeblikkeligt journalistens tanker."Der var noget særligt i gærde den aften i Aalborg. AaB lå på førstepladsen, og der var over 12.000 tilskuere, så vi fornemmede da et og andet. Solbakken blev mere og mere synlig, som kampen skred frem. Vi vidste jo, at han var en ledertype, der stillede store krav til sig selv og til holdkammeraterne, og det kunne tydelig mærkes. Jeg kan ikke lige huske de to mål, han scorer, men jeg husker kampen som ret spændende, og det er jo sjældent at opleve en spiller få stor indflydelse på resultatet", uddyber Zaza.

Var bedre mod Brøndby og AB

Ståle Solbakken med den ranke løbestil var kendt for at have fysik og nærvær til at iscenesætte AaBs spil fra sin position på midtbanen, men reelt var han over det hele.

Han kaldte ofte bolden til sig, eller gik ned i bagkæden for at hente den. Nogle gange lignede medspillerne marionetter, men det var de ikke helt. Træner Hans Backe lyttede meget til Solbakken, som endnu i dag har fin kontakt med den svenske træner og den daværende assistent Lars Søndergaard."Det er da en kamp, jeg aldrig glemmer, men jeg tror faktisk ikke, at det var min bedste kamp. Samme forår vandt vi 2-1 i Brøndby og 1-0 ude over AB København tidligt på foråret, hvor vi er syv point efter dem, og i begge kampe havde jeg større betydning for holdet. Det var ofte sådan, at jeg havde en modstander hængende på mig det meste af tiden, og det kunne være afgørende om jeg slap fri eller ej. De to kampe mod Brøndby og AB var også bedre. Der var simpelt hen tale om sværere modstandere. Mod FC København var det måske mere underholdende set udefra. Fordi der hele tiden var nye udviklinger. De kom hurtigt foran 1-0, så var vi på 2-1, men så første de igen 3-2. I den kamp sad Claus Nielsen fra start af på mig, men han fik så besked på at slippe mig, da de bagud 2-1 igen måtte fremad. Det havde jeg så held til at udnytte", siger Solbakken.

Solbakkens ærgrelse

Spillets romantikere vil indvende, at AaB i 1999 blev dansk mester på fysisk kraft og kompakt 4-4-2 fodbold uden de store risici. Modsat de boldcirkulerende 1995-mestre fra samme Limfjordsby, og kontrastyrkerne fra 2008. Men sandheden har flere ansigter.

Den svenske stopper Jozo Matovac lærte de andre forsvarere at ligge på linie og anden bagkæde-mekanik, og helt fremme lærte den tunge, men teknisk dygtige og hovedstødsstærke nordmand Frank Strandli spirrevippen Søren Frederiksen at stå fast. Og på midtbanen var Henrik Rasmussen måske teknisk bedre end Solbakken og Anders Andersson det samme, mens Lars Thomsen vanen tro erobrede masser af bolde.Midtbanen var befolket af allroundere uden egentlige kant-egenskaber. Fløjspillet stod backerne Brian Priske og Jens Jessen for."Vi havde et godt hold med tryk på h, og fra kamp til kamp i det forår følte vi os stærkere", fortæller Ståle Solbakken i dag, hvor han stadig kan ærgre sig over pokalnederlaget til AB, der kom til at stå i vejen for et nordjysk "the double" anno 1999. "I den situation kan man blive nødt til at acceptere en enkelt svipser, men jeg husker bedst succeserne, og ikke mindst sejren over FCK, der havde individualister som Brian Laudrup, Peter Nielsen og Lars Højer, men altså ikke den sejrsvilje, som vi rådede over".

Bytur med Søren Frederiksen

Oppe på tribunen sad skolelæreren og samlede på tunneller, indenomsafleveringer og forkert timede løb, mens vi andre - bortset fra min søn, som jeg med nogen besvær undlod at håne, hans alder og udebanen taget i betragtning - glædede os over helheden, nemlig stillingen i Superligaen og det brugbare håb om endnu et mesterskab til AaB.

Gæsterne fra FC København havde bogstaveligt talt haft vinden i ryggen fra starten af anden halvleg og udnyttet den til at gå fra 1-2 til 3-2. Selv Brian Laudrup, der undervejs følte sig tilsvinet af publikum, havde vist konstruktive elementer, og han stod med sit oplæg fra sidelinien Todi Jonsson som bagmand til 3-2 scoringen.Men så var det altså at Ståle Solbakken trådte i karakter og og i modvind fik banket to bolde ind til sejr i en af sit livs bedste kampe. Normalt scorede han ikke så meget, men Silkeborgs Morten Bruun kunne godt mærke, at der var noget under opsejling, for Solbakken havde scoret begge AaB-mål i en pokalkamp mod midtjyderne lige forinden."Jeg troede han kunne alt, undtagen at score. Indtil i aften, altså", sagde kollega Bruun bagefter.Og Solbakken, hvordan fejrede han sejren? Ved at tage en tur ind omkring Jomfru Ane Gade og drikke en øl med Søren Frederiksen, som han havde til overnatning."Familien var hjemme i Norge, og der var længe til næste kamp, så jeg kunne godt tillade mig det. Men jeg tror, at det blev ved en enkelt, for det var ikke let at komme frem, så mange mennesker var der. Aalborg var ved at revne af begejstring, og jeg var da også lidt stolt. Og Søren - han festede igennem og kom noget senere hjem end mig", griner Solbakken. 10 år er længe siden, men nordmanden husker alle detaljerne. Fra kampen, der for alvor gjorde ham rigtig stor og kendt i hele Danmark.