Generelle

Tæt på basic i Bechs helle

Ingen café latte, men bryg så tjæretyg som nordsøolie, lugt af sure sokker, prutter og besøg af frøer; i Esbjerg er man ikke kun nede på, men sågar under jorden i træningslokalet, hvor basale dyder som funktionalitet ligger langt fra fodboldens glansbilleder. Troels Bech forklarer hvorfor, han trives i den atmosfære.

”Du skal vide, at jeg er meget selektiv med, hvem der kommer ind. Faktisk er det vist kun sket en gang før, at en journalist har fået lov at komme herind!”

Esbjergs Troels Bech er ikke sen til at fremhæve eksklusiviteten i Tipsbladets udsendtes tilstedeværelse i trænerkontoret.

Som kontrast til den flotte restaurering af stadion udenfor ledes man via en trappe ned i noget mere ydmyge rammer i kælderen under EfB’s administrationsbygning, hvor Troels Bech og trænerteamet holder til.

”Skal du ha’ en kaf’? Den er tyk som nordsøolie,” byder træneren velkommen og minder med metaforen én om, at vi er i en boreplatformsby.

Troels Bech kalder sit lokale en kælder i ordets forstand: Ingen udsigt til livet udenfor, men kun to små nedsunkede ruder, som giver udsigt til en grå cementskakt.

Der løber adskillige rør langs loftet, som der ikke er særlig højt til. Et skrivebord til deling, en enkelt stationær pc, to bærbare, et tv med dvd/video, et par tøjskabe samt en stor taktiktavle udgør det for inventaret i rummet, hvor det gule kunstlys får et gråligt skær.

”Den glade udlægning er jo, at det er en gammel traditionsklub, og det er også det samme, der gælder for vores rammer. Her er ikke tænkt på indretningsfilosofi for den metroseksuelle mand med fu shau, fiu fu eller hvad fa’n det hedder [Feng Shui]”

”Der er intet vand under dørmåtten eller sommerfugle i vindueskarmen. Vi har heller ingen café latte, men en gammel sur kaffemaskine. Her holder vi fast på fortiden, og vi er tæt på basic. Det er ikke prangende, der er ikke prestige i det, men det er funktionelt. På den måde afspejler det den facon, vi gerne vil arbejde med folk på; det skal være indsatsen og ikke rammen omkring, der skal bære det,” forklarer Troels Bech.

Afspejler det også dig som person, ingen tant og fjas?
”Ja, men man kan godt fejre noget, og fejringen må godt være ekstravagant!”

Selektivitet og prutter
”Det er jo det rum, inklusiv mit soveværelse og køkken derhjemme, hvor jeg opholder mig mest i hverdagen. Derfor er det vigtigt at trives. Jeg har ikke taget stilling til, om der er komfortabelt herinde, men jeg er vokset ind i det, og det er en tryghedszone. Herinde kan sgu ikke ske noget! For os, der er her, er dette vores helligste, vores inderste cirkel. Mit forhold til stedet er, at det er mit helle. Jeg vælger selv, om jeg vil være til disposition for andre, eller hvem der kommer herind - bortset fra, at vi indimellem får besøg af frøer, der hopper ind gennem kældervinduet. Men jeg kan sætte mig og prutte, så privat er det! Der er dog, forhåbentlig gensidig, respekt mellem mig og de tre andre gutter, fortæller pokalsølvvinderen med et diskret smil.