Generelle

Horsens - analyse

Horsens fortsætter med næsten uforandret trup oven på et fremragende

Horsens fortsætter med næsten uforandret trup oven på et fremragende efterår. Hvis Den Gule Fare styrer uden om skader og formsvigt, bør østjyderne slutte i top 6.Med Henrik Hansen i sit livs form på den offensive midtbane profiterede AC Horsens og cheftræner Kent Nielsen i efteråret af flere sæsoners målrettet arbejde med spilkoncept og spillertruppen. Den østjyske koncert- og stationsby kan efter topkonkurrenternes markante vinteroprustning få svært ved at fastholde tredjepladsen, men hvis holdet kan fortsætte det nydelige offensive spil parret med den traditionelt stærke defensiv, kan Horsens drille flere af SAS Ligaens økonomiske sværvægtere.AC Horsens brugte i den grad efteråret til at modbevise spå- og fordomme om østjydernes manglende SAS Liga-klasse og evne til at spille fodbold. Med et spillerbudget, der kun undergåes af Lyngby, lå Kent Nielsens mandskab konstant i toppen af rækken, hvilket først og fremmest skyldes stærkere og mere chanceskabende spil på midtbanen, hvor Henrik Hansen fik fine betingelser for at udfolde sig takket være stenhårdt arbejde fra de tre midtbanespillere bag ham. Defensiven holder niveauet fra AC Horsens' to foregående SAS Liga-sæsoner, og hvis ellers rutinerede nøglespillere som Mads Rieper, Søren Jochumsen og Henrik Hansen fortsætter det stabile spil, er der sandsynligvis flere gode oplevelser i vente for Horsens-fans i foråret."Hvis vi skal tale karakterer, så skal vi højt op. Det skal vi. Vi ligger vel på et 10-tal," sagde Kent Nielsen i december om sit mandskabs efterårs-indsats.Det er dog tvivlsomt, om Horsens kan holde fast i tredjepladsen. De umiddelbare forfølgere i tabellen FC Midtjylland og OB har været meget aktive på transfermarkedet, og i Horsens er stemningen før forårspremieren, at en placering i den bedste halvdel af rækken vil være et meget flot resultat på 07/08-sæsonen.Forudsætningerne for at fortsætte som i efteråret er til stede, da truppen er stort set uændret. Købet af Joseph Elanga sendte efterårets venstre back Martin Halle til SønderjyskE, og truppen får muligvis forstærkning i form af veteranen Allan Søgaard, der er tilbage på træningsbanen efter et års skadespause. De største udfordringer for AC Horsens og træner Kent Nielsen ligger i at indstille holdet på livet som tophold, både mentalt og spillemæssigt. Horsens har vist sig i stand til i betydelige dele af efteråret at spille flot angrebsfodbold, men uden den ønskede tilgang af en høj, bomstærk targetman i vinterens transfervindue står Horsens stadig tilbage med et problem, når modstanderen trækker sig langt tilbage og dermed lukker rummene for hurtigløberne Gilberto Macena og Rawez Lawan. Den position risikerer Horsens at ende i oftere i foråret, fordi modstanderne har fået mere respekt for de gulblusede. Samtidig kan det blive en udfordring for Kent Nielsen at indstille sine spillere til det ekstra mentale pres ved at ligge i toppen i slutningen af en sæson, hvilket kun få af Horsens' spillere har prøvet tidligere.På den anden side af forårssæsonen venter der muligvis større udfordringer for AC Horsens, først og fremmest i form af tab af spillere til andre klubber, hvis profiler som Gilberto Macena og Henrik Hansen fortsætter med at imponere. Uden for grønsværen venter ACH med længsel på, at ombygningen af stadion bliver færdig. Stadionbyggeriet, der sendte Horsens på gæstevisit i Fredericia i starten af efterårssæsonen, forventes færdig i januar 2009. Når den hurdle er overstået, er AC Horsens klar til at udvide forretningen i form af flere og større sponsorarrangementer, flere sponsorkroner og højere tilskuertal, så AC Horsens får den størrelse, der efter ledelsens mening er nødvendig for at overleve på sigt i SAS Ligaen.Styrker: Kent Nielsen kom igennem transfervinduet uden at miste profiler, hvilket både giver kontinuitet og mulighed for at udbygge spilkonceptet uden at bruge tid og kræfter på at spille nye folk ind. De lynhurtige angribere og deres regissør Henrik Hansen kan skabe problemer for ethvert SAS Liga-forsvar, og det stenhårdt arbejdende kollektiv gør det svært at score nemme sejre over Horsens.Svagheder: Bredden på nøglepladser i forsvar og angreb er ikke overvældende, så Horsens skal undgå skader og karantæner. Manglen på en decideret targetman gør Horsens-spillet en-dimensionelt, især hvis modstanderen trækker sig tilbage på banen og lukker ned for det hurtige Horsens-opspil. Efterårets lærestreg: Det er svært at sætte en finger på AC Horsens' efterår, men hvis topplaceringen skal bevares, skal der tre point på bordet i kampene mod bundholdene. I fire efterårs-opgør mod dumpekandidaterne Lyngby og Viborg tabte østjyderne syv point, og den slags resultater er der ikke råd til i foråret, hvis AC Horsens vil kæmpe med om medaljer.Ellers noget: Horsens lægger ud med lokalopgør mod AGF og kampe mod AaB og FC København, tre kampe der afvikles i løbet af seks dage. Så Kent Nielsen & Co. skal være på tæerne fra første dag i foråret.