C/N: En enlig svale gør ingen sommer for Troels Bech

Alt imens fodboldeksperter tværs over hele landet har travlt med at rose Troels Bech til skyerne for et pointgivende formationsskift, er det nødvendigt at se nærmere på, om det nu egentlig også er geniale taktiske ændringer, der er på menuen i Odense.

For mig at se er det ikke. For mig at se har Troels Bech handlet i desperation efter kampen i 2. runde imod FC Vestsjælland, hvor OB'erne spillede den dårligste kamp i et stykke tid – der er ellers mange kampe at vælge imellem på den front – og tabte 3-1. Runden inden havde OB'erne lagt ud med et nederlag hjemme til Hobro, hvor striwerne ellers i store perioder havde spillet fornuftigt men manglet skarphed i begge felter. Lidt typisk for et bundhold, ikke sandt?

Så efter to runder uden point, uden en angriber bedre end Darko Bodul og uden en naturlig back i truppen har Troels Bech kniven for struben. Heldigvis er Bo Bech ikke inde over Ådalen som konsulent. I stedet kommer Mikkel Kirkeskov til fra AGF, så OB rent faktisk kan stille med en venstrebenet venstre back i stedet for evigt-talentfulde-med-evigt-store-potentiale-som-aldrig-bliver-indfriet Mohammed Diarra og skadede Jacob Barrett Laursen. Troels Bech må tænke i en ny højre back i stedet for en skadet og ikke imponerende Lasse Kryger (som i øvrigt ikke er højre back og senere bruges som angriber!) og kommer frem til, at Martin Spelmanns kolossale energi kan bruges i siden. Kreativt mangler Spelmann for meget, men wingback-positionen er måske ikke en dårlig idé. Og hvorfor så som wingback? Jo, fordi Troels Bech kunne se, at man faktisk kan spille med tre centrale forsvarsspillere OG have succes. Det så han jo med bl.a. Holland til VM! Pointen med at spille med tre centrale forsvarsspillere i stedet for to er, at man konstant er en mand i overtal i forsvaret, hvis modstanderen spiller med to angribere, og at midtbanen ikke er "for meget" i undertal. Mere om det, når vi kommer til Brøndby-kampen.

Troels Bech er udmærket klar over, at Kent Nielsen ynder at spille 4-4-2, så i dagene op til hjemmebanekampen imod AaB øves en opstilling med Kasper Larsen, Lasse Nielsen og Daniel Høegh i det centrale forsvar flankeret af Mikkel Kirkeskov og Martin Spelmann som wingbacks. Kønt er det ikke, men der skal sættes en prop i forsvaret, som har sejlet gevaldigt under Troels Bech. Det taktiske indgreb fungerer, og OB'erne får et point ud af anstrengelserne efter en stærk første halvleg, inden AaB gennemskuerne de taktiske ændringer og æder sig ind i kampen i anden halvleg.

Troels Bech skal roses for den taktiske ændring imod AaB. Desværre begår han en fejl i tiden efter kampen, da han beslutter sig for at holde fast i opstillingen. Tidligere har Bech fastholdt Søren Berg på højrefløjen eller Fernando Derveld i midterforsvaret, fordi det virkede i den første kamp, han forsøgte ændringen. Billedet er det samme nu, hvor Bech efter en god første halvleg imod AaB vil beholde opstillingen. Men hvis nu Bech var så genial, som han beskrives efter den taktiske justering, var denne opstilling så ikke blevet trænet i juni første halvdel af juli? Daniel Høegh udtalte efter kampen imod Randers, at spillerne endnu ikke var helt trygge ved opstillingen, da de ikke var begyndt på at træne den før efter nederlaget til mægtige FC Vestsjælland. Er det så også kløgtigt at skifte opstilling to kampe inde i sæsonen? Det er i hvert fald desperat, og jeg vil mene, at den dygtige træner havde øvet opstillingen i sommerferien, så han netop kunne skifte afhængigt af modstanderen, man mødte. Desperat eller ej – det har vist sig at være effektivt, hvis man ser på pointhøsten efter de tre første kampe.

En uge efter AaB-kampen tropper Troels Bech op med samme taktiske oplæg – denne gang er modstanderen bare Brøndby, som spiller med et skur på toppen og en helvedes masse mellemrumsspillere. Simon Makienok vinder alle hovedstødsdueller, og de to forsvarsspillere, der ikke tager duellen med den kommende Mr. Ibi Støvring, kan ikke afstemme med henholdsvis Kirkeskov og Spelmann, hvem der dækker hvem. OB bliver kørt rundt i manegen og burde være bagud med en håndfuld mål ved pausen. At Bechs tropper fra en time inde i kampen æder sig ind i opgøret og udligner i overtiden handler ikke om fynboernes evige fight. Det handler i stedet om Brøndby-spillernes manglende effektivitet og evne til at lukke kampen. OB burde ikke kunne få point ud af et opgør som dette, men rammes af et topholds held og bliver derfor ubesejret i to kampe i træk. Dét kan man faktisk kalde en stime.

Samme held og effektivitet så vi i sidste runde i Randers, hvor Emil Larsen scorede på fynboernes første chance, mens en tvivlsom offside-kendelse og en uskarp Djiby Fall forhindrede den ellers fortjente udligning, inden Lasse Nielsen eller Lasse Kryger (de er vist stadig uenige) lukkede kampen.

Regnestykket lyder på fem point i de tre kampe med 3-4-3 i stedet for 4-4-2. Betyder det så, at formationsskiftet er en succes? Nej, ikke nødvendigvis. De tre kampe bød på to gode halvlege og kunne lige så vel være endt med et point. Derudover har Emil Larsen og Rasmus Falk, de to store offensive profiler, som spillet ellers har været bygget op om inden formationsskiftet, været usynlige i kampene imod Brøndby og Randers. Formationsskiftet byder på mindre boldbesiddende fodbold og mere direkte fodbold. Falk og Larsen får ikke lige så mange overtalssituationer på deres respektive fløje, fordi angrebne bliver afsluttet inden henholdsvis Spelmann og Kirkeskov kommer i overlap. Venter OB for længe med at få afsluttet, kommer spidsangriberen – Bodul, Kryger, Mikkelsen eller Dvalishvili – i undertal, når modstandernes forsvar kommer på plads. Derfor kunne OB egentlig i højere grad bruge Rurik Gislason og Bashkim Kadrii i stedet for Rasmus Falk og Emil Larsen, da de fysiske færdigheder er efterspurgt i højere grad end de tekniske.

Man skal dog anerkende, at indstillingen på banen er blevet forbedret. Det tilskriver jeg dog ikke talsammensætningen, men i stedet spillersammensætningen. Mindre Bodul og Schoop og mere Busuladzic og Kryger giver mere fight og mindre finesse. Lige nu er netop det måske tilstrækkeligt for Troels Bech, men der skal flottere spil til, før vi kan snakke om mere end

pointmæssig fremgang. Og gad vide, hvad Troels Bech finder på, når hans mandskab har marginalerne imod sig og taber tre kampe i træk?

Jeppe Skak-Nielsen