– Jeg kigger direkte på dig, Aleksandar Ceferin

Klokken er omtrent 12, mens jeg skriver disse første ord.

Jeg kan dårligt huske, hvordan jeg kom tilbage fra Parken til det hotel, hvor jeg overnatter, og straks jeg vågnede her til morgen, væltede tankerne og indtrykkene rundt igen.

Jeg har ikke energi til at se igen på alle de beskeder, der strømmede ind i aftes fra familie, venner og kolleger i ind- og udland.

Jeg var ved at skrive et par sætninger i det, der skulle være min reportage fra kampen og dagen, da Christian Eriksen faldt om, og jeg har ikke lyst til at se det nogensinde. Det sekund eller to, jeg så ham på monitoren ved mit bord på stadion, var mere end nok.

Det var alle måder dybt chokerende, og da kampen nogle timer senere var ovre, var det eneste, jeg for alvor kunne rumme og artikulere, en dyb lettelse og glæde over, at Christian Eriksen stadig er i live og lykkeligvis lyder til at være i bedring. (her er teksten fra i aftes)

Jeg har oplevet død og ulykker – det er en smertelig men i sidste ende også helt naturlig del af at være menneske.

Men aldrig før har jeg oplevet nogen lignende til en fodboldkamp – det spil, der både er en benhård kamp om resultater og et til tider ekstremt beskidt og ulækkert slagsmål om penge og politik uden for banen, men som også er det, alle vi fodboldinteresserede på et tidspunkt tidligt i livet forelskede os i.

Tænk så at være en af Christian Eriksens holdkammerater eller trænere, som var dernede på banen.

Dybt chokerede, midt i de måske værste minutter, adskillige af disse unge mænd har oplevet, får de valget mellem at spille videre lørdag aften eller søndag klokken 12.

Altså nu.

Jeg tror ikke på, der ligger nogen ond vilje noget sted, men på et overordnet plan er der altså en logik og en medmenneskelighed, der går tabt, når dybt traumatiserede mennesker i minutterne efter, at deres holdkammerat og ven nær har mistet livet, skal træffe det valg – spil nu eller klokken 12 i morgen.

Jeg beklikker ikke spillerne eller trænerne fra Danmark og Finland det fjerneste, de fik to umulige valgmuligheder og valgte den, der så mindst modbydelig ud.

Men hvordan i alverden kan der kun blive stillet de to valgmuligheder op, og hvordan kan det være spillerne, som var primus motor i beslutningen om at spille videre i UEFA's fremlægning, der overhovedet skulle tage beslutningen?

Jeg forstår til fulde, at situationen har været svær for alle involverede i Parken, men der sker altså en kortslutning et sted i systemet, når man af hensyn til kampafviklingen under EM kun smider de to valg på bordet til chokerede spillere og ledere fra Danmark og Finland.

Der var da ikke en eneste, der havde gøet over at spille søndag aften eller mandag middag, og selvfølgelig havde russerne rykket deres onsdagskamp mod Finland til torsdag, hvis de havde fået besked på det.

Og belgierne, med et halvt hold af nuværende og tidligere Eriksen-holdkammerater, havde da kørt hjem fra København til Bruxelles i Fiat Pandaer fredag nat, hvis det var det, der skulle til for at få puslespillet til at gå op.

Havde tilskuerne i de opgør protesteret over, at de missede en kamp, fordi man udviser medmenneskelighed? Så skal man måske, og tænk at jeg skal skrive disse ord, tage fodbold lidt mindre alvorligt.

Alle kolleger på banen og bænken i fodboldverdenen havde bøjet sig bagover for at vise den medmenneskelighed og været glade for, at de kunne gøre nogetkonkret for at hjælpe i stedet for at se hjælpeløst til.

Fodboldspillere på det her niveau er gladiatorer med de ofre, de giver fysisk og psykisk for at spille 50-60 kampe om året, ofte med konstante smerter.

Men nogen oppe i systemet skulle have husket, at de mange kampagner om integritet, tolerance og medmenneskelighed står deres allerstørste prøve i de mest umenneskelige situationer, og den prøve dumpede UEFA's allerøverste ledere – jeg kigger direkte på dig, Aleksandar Ceferin, som præsident og øverste ansvarlig for UEFA – da der var allermest på spil.