Fantastiske Island: Fra rumpetten i vandskorpen til bjergets tinde

I 2011 var jeg lige ved at falde i det iskolde islandske vand. Jeg var på en vandretur på et af de mange islandske bjerge sammen med en flok venner, og vi skulle sammen op at se et af landets store vandfald. På vejen dertil skulle vi passere en flod, og det eneste problem var, at der ikke var nogen bro henover det brusende kolde vand. Man kunne kun komme over på den anden side ved at krybe langs en væltet (og meget glat) træstamme, hvor en løs metalwire var det eneste, man kunne holde fast i. Så der hang jeg med rumpetten i vandskorpen, mens venneflokken så forfærdede til. Jeg fik dog kæmpet mig på fast grund, og vi nåede alle nogenlunde tørskoede op til bjergets top og hjem igen. 

 

Tilbage i Reykjavik kunne jeg sænke mig ned i et af de varme islandske bade med stolthed og respekt. Respekt for den barske islandske natur – og stolthed over, at jeg havde klaret den hårde tur (som set i bakspejlet nok ikke var så hård endda). I disse dage tænker jeg på min tur til Island, for efter at have hængt med rumpetten i vandskorpen har det islandske landshold også besteget et bjerg og står nu for foden af en ny udfordring som EM-slutrundens største sensation. Det er jeg – ligesom alle andre – dybt imponeret af. Derfor handler dette blogindlæg om min fascination af det islandske fodboldlandshold. 

 

Da jeg for nylig lavede en podcast om fodboldbøger med min gode ven og kollega Sebastian Stanbury, kom han med en sprogmæssig god pointe: Vi skal lade være med at kaste om os med ordet ”fantastisk”. I 2016 kan alt snart sagt være fantastisk. Er det bare 22 grader i Danmark, er det fantastisk vejr. En smuttur til Bornholm kan beskrives som fantastisk. Og næsten alle deltagere i X Factor synger – ifølge dommerne – fantastisk (og hvad er det nu, de siger om den rejse, deltagerne er på... Nå ja, den er også fantastisk). 

 

Derfor forsøger jeg også nu at begrænsen min brug af det begejstringsdækkende ord. Men når det handler om Islands fodboldlandshold, vil jeg alligevel tage det i brug. For der er i sandhed fantastisk, at aftenens sene EM-kamp har den lille ø-nation som en af deltagerne.

 

Lad os bare gentage nogle af de forunderlige tal bag den islandske fantastiske fodboldfortælling:

 

- Der bor omkring 330.000 mennesker i Island. Det er omkring det samme som Århus, og det gør nationen til den mindste nogensinde til at have deltaget ved EM.

 

- I 2012 var nationen nede som nummer 131 på FIFA's verdensrangliste (apropros rumpetten i vandskorpen). Holdet er nu nummer 33, og det har været fremme, at Island er det land i verden, der har flest FIFA-point per indbygger. 

 

- I Island er der kun 21.508 registrerede fodboldspillere. I Danmark er der over 300.000.

 

- Det islandske fodboldforbund tæller over 700 trænere, der har taget UEFA's A- eller B-trænderuddannalese. Det svarer til, at der er for hver 500 islændinge er en fodboldtræner. 

 

Som så mange andre er jeg fascineret af det islandske landsholds vej til EM. Holdet var seedet i femte lag til EM-kvalifikationen, men kvalificerede sig som et af de første hold foran blandt andre Holland. Vejen til succesen er beundringsværdig, for det er ikke en tilfældig succes baseret på held, kærlighed og kildevand. Historien om, hvordan nationens fodboldforbund har bygget 11 indendørs fodboldbaner, så der også kan spilles i dårligt vejr, er velfortalt. Det samme er også Eidur Gudjohnssons livshistorie startende med indskiftningen i stedet for faderen tilbage i midthalvfemserne. 

 

I aften er det alvor, og nu skal islændingene bevise, at de fornemme takter fra kvalifikationen kan følges op, når det er alvor i Frankrig. Jeg tror på det. I kvalifikationen slog det islandske kollektiv Holland med Arjen Robben og de øvrige individualister. Hos Portugal er meget også bygget op omkring en individualist, så hvorfor skulle vi ikke også få en islandsk succes i aften?

 

Landstræner Lars Lagerbäck er en rutineret og snu slutrunde-taktiker, der i sine første år som svensk landstræner opnåede fine slutrundepræstationer med mindeværdige kampe mod større nationer. Som svensk landstræner prøvede han både at stå over for Argentina, England (to gange) og Italien. Ingen af gangene tabte han. Ved sin side har han den islandske tandlæge (det arbejder han stadig som på deltid) Heimir Hallgrimsson, der om nogen kender den islandske folkesjæl og efter mange år i fodboldverdenen kender til det hårde arbejde, der har ført til den aktuelle slutrunde. 

 

Præsidenten for det islandske fodboldforbund har tidligere udtalt, at man i Island ikke siger ”godt klaret”, hvis nogen har leveret et fint stykke arbejde. 

 

”I Island siger vi 'hårdt arbejde! Det var et hårdt stykke arbejde, du leverede der',” fortalte han til The Guardian i 2016. 

 

Noget andet er sammenholdet, som Islands fodboldlandshold er højt besunget for at besidde. Kommentatoren og den tidligere Silkeborg-spiller Morten Bruun har engang skrevet, at man ikke vinder fodboldkampe, bare fordi man er gode venner. Til gengæld er der en god chance for, at man bliver gode venner, hvis man vinder fodboldkampe. Der hersker en stærk fodboldkultur i Island i disse år, fordi den er opbygget gennem sejre. Sammenholdet er stærkt, fordi det bygger på både modgang og medgang, og nu skal det stå sin prøve mod Cristiano Ronaldog og kompagni. Den største individualist mod det stærkeste kollektiv. Alene dét er et interessant match-up. 

 

Det får brug for både sammenhold og hårdt arbejde ved dette EM, men med op mod 30.000 landsmænd i Frankrig til at støtte landsholdet, er opbakningen på plads. 

 

Islændingene er klar. 

 

Et nyt bjerg skal bestiges.