Superliga

Gilberto: Vil hjem til Horsens en dag

Gilberto Macena drømmer om at komme hjem til Horsens en dag, men først skal han slå igennem i Kina og prøve en større europæisk klub.

Gilberto Macena har store planer for sin fodboldfremtid. Han lavede i vinter en tre-årig kontrakt med den kinesiske klub Shandong Luneng, hvor han er faldet godt til og har fået scoret et par mål. Den 28-årige angriber drømmer fortsat om en kontrakt i en større europæisk liga end den danske, og så vil han gerne spille for AC Horsens igen, inden han lægger støvlerne på hylden.

- Jeg skal først og fremmest have succes her i Kina. Jeg fokuserer på mit arbejde, for fodbold er sådan, at hvis du gør det godt, så er der andre døre, der åbner sig. Det er en lang proces, men jeg drømmer stadig om at spille i én af de store ligaer i Europa.

- Jeg vil også gerne spille i Superligaen igen, og Horsens er min klub i Danmark, så hvis jeg skal tilbage, vil Horsens være min førsteprioritet. Jeg savner Horsens og folkene i klubben, og jeg glæder mig over, at det går så godt for dem i Superligaen, og at de er i pokalfinalen. Det er fantastisk for dem. Johnny Mølby har lavet et rigtig flot arbejde med holdet. Jeg er bare så glad for deres succés, siger Gilberto Macena til tipsbladet.dk.

Da brasilianeren skiftede Horsens ud med Shandong Luneng, var han topscorer i Superligaen med 11 mål. Han overvejede at blive, fordi han blandt andet ønskede sig en topscorertitel i Superligaen. I foråret er han så blevet overhalet af Dame N'Doye, Cesar Santin og Nicklas Helenius, og det ærgrer ham selvfølgelig, men der er allerede sat et nyt mål.

- Da jeg besluttede mig for at skifte, vidste jeg godt, at jeg ville blive overhalet på topscorerlisten. Jeg drømte om at blive topscorer i Danmark, og det ærgrer mig, at jeg ikke nåede det. Men så må jeg jo bare blive topscorer i den kinesiske liga i stedet for, lyder det med et grin over telefonen fra Kina.

Der er dog lang vej til topscorerlistens top i den kinesiske Super League. Gilberto Macena har scoret to mål i otte kampe, men kan udbygge sin målhøst, når Shandong Luneng spiller mod Tianjin Teda i aften. Rumæneren Cristian Costin Danalache fra Jiangsu Sainty fører topscorerlisten med syv scoringer.