Generelle

Gilberto Macena jubler over klubskifte

Gilberto Macena var nervøs for at bytte Horsens ud med millionbyen Jinan, men han har fundet sig godt til rette i Kina og glæder sig over skiftet.

Horsens-angriberen Gilberto Macena var meget i tvivl, da Shandong Luneng ville have ham i vinter. Skulle han takke ja til en klub i Kina, hvor fodbolden, maden, kulturen, sproget og alt andet er helt anderledes end det, han kendte fra Brasilien og Danmark? Eller skulle han blive i trygge Horsens?

I sidste ende takkede Superligaens topscorer som bekendt ja til tilbuddet, og det har han ikke fortrudt, men han indrømmer, at han også var i tvivl, efter han havde takket ja.

- Det var svært for mig at sige farvel til Horsens, og jeg var meget i tvivl. Da jeg var vej derover, var jeg nervøs og bange for at blive skuffet. Jeg tænkte: Fuck, hvad nu hvis det ikke går? Nu er jeg glad for, at jeg gjorde det. Jeg er blevet godt modtaget, faciliteterne er i top, og der mangler i det hele taget ikke noget. Og så har det givet mig noget tryghed i mine første måneder, at der er to andre brasilianerne herovre. Hvis de ikke var her, var der ingen at lave sjov med, ingen at snakke med. For der er næsten ingen, der taler engelsk. Men efterhånden er vi også begyndt at lave lidt sjov med kineserne, siger Gilberto Macena til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Macena og Utaka på tavlen i Kina

Gilberto Macena er indkvarteret i en lejlighed i et kompleks i millionbyen Jinan, hvor klubbens to andre brasilianere Fabiano og Obina også bor, og hvor klubbens libanesiske spiller Roda Antar også residerer. Her hænger de ud sammen og slapper af mellem de mange træninger, som livet som fodboldprof i Kina byder på.

- Vi træner rigtig meget og har ingen fridage. Tit er der to træningspas om dagen, så vi bruger mest af alt vores fritid til at slappe af og hygge os. Indimellem tager vi en tur ind til byen, men det er meget anderledes end hjemme Horsens. Her er alting kinesisk, og kineserne gør alting på en helt anden måde end i Danmark og Brasilien. Alle restauranterne er kinesiske, og jeg har skullet vænne mig til pindene og det hele. Det er en helt anden kultur, og på den måde har springet fra Danmark til Kina været langt større, end da jeg kom til Danmark første gang. Men det er sjovt at opleve, og jeg har efterhånden vænnet mig til det meste.

Fodboldmæssigt er det dog ikke gået som håbet for Gilberto og klubbens nye hollandske træner Henk Ten Cate. Planen var at skulle spille med om mesterskabet, men otte kampe inde i sæsonen ligger holdet nummer 12 af 16 hold med bare ni point. Gilberto er med hver gang og får god kritik og feedback fra sin træner, men den tidligere Horsens-spiller er ikke tilfreds med de bare to mål, han har lavet.

- Jeg er skuffet over, at det kun er blevet til to mål. Jeg har egentlig haft masser af chancer, men jeg har brændt rigtig meget, og det ærgrer mig. Vi har lavet nogle dumme resultater, og vi har givet nogle dumme mål væk, der har kostet dyrt. Træneren siger, jeg kæmper godt for holdet, han støtter mig og siger, hvad jeg skal forbedre, og at målene nok skal komme. Det håber jeg på, for det er jo derfor, han har købt mig. Vi har egentlig godt styr på, hvordan vi skal spille, men de fleste andre hold herovre spiller meget defensivt og satser på kontraer, og på den måde taber vi indimellem kampe, som vi dominerer og burde vinde.

- Resultaterne har ikke været særlig gode, og jeg har ikke lavet nok mål. Men alt i alt synes jeg, der er godkendt, siger Gilberto Macena.

LÆS OGSÅ: Macena skal sparke mesterskabet hjem

Sproget har naturligvis været ét af de allerstørste problemer. I Danmark sørgede Gilberto for at lære at tale dansk, så han bedre kunne blive integreret i dansk fodbold. I Kina håber han, han kan gøre det samme.

- Jeg er ikke begyndt til noget undervisning endnu, for jeg har simpelthen ikke tid, når jeg også skal slappe af mellem de mange træninger. Jeg prøver at lære nogle kinesiske ord, som jeg kan bruge på banen. Det er bare nogle småting, jeg læser mig til på internettet og i nogle bøger, jeg har købt. Men i fodbold skriger man jo bare nogle gange, og så går det som regel.

Gilberto Macena og holdkammeraterne er lige nu på hotel forud for udekampen mod Tianjin Teda i morgen.