Kahlenberg klar til klubjagt
Illustration
Bundesliga

Kahlenberg klar til klubjagt

Thomas Kahlenberg og Wolfsburgs går hvert til sit til sommer. Danskeren holder sine muligheder åbne, men vil ikke til Danmark.

Når Thomas Kahlenbergs kontrakt med Wolfsburg udløber til sommer, skal den 30-årige dansker på klubjagt. Midtbanespilleren er nemlig reserve i den tyske klub, og hverken han eller klubben ønsker at forlænge.

- Det er logisk, at det ikke bliver til en forlængelse, hvis du ser på den rolle, jeg har haft i klubben, siden Armin Veh, der hentede mig, blev fyret. Trænerne er kommet og gået siden, og jeg har ikke stået forrest i køen. Derfor har der ikke været dialog om forlængelse, og jeg har vidst længe, at det er slut for mig i Wolfsburg til sommer, siger Thomas Kahlenberg til tipsbladet.dk.

I denne sæson startede Kahlenberg som reserve efter udlejningen til Evian sidste forår. Felix Magath gav dog danskeren fem kampe, inden han blev fyret. Lorenz Günther-Köstner erstattede Magath, gav Kahlenberg fem indhop og rejste Wolfsburg-holdet efter en katastrofal sæsonstart.

Alligevel blev Günther-Köstner afløst i vinterpausen af Dieter Hecking, der heller ikke har brugt Kahlenberg ret meget. Bortset fra kampen mod Fortuna Düsseldorf, hvor danskeren startede inde i stedet for en karantæneramt Diego, har han fået to korte indhop.

- Jeg har fra dag ét kunnet se, at jeg ikke var blandt dem, han satsede på. Diego var i karantæne i Düsseldorf-kampen, og jeg vidste godt, at det kun var den ene kamp, jeg skulle spille. Det viste kampen i weekenden også. Det er ingen god situation for mig. Jeg prøver at holde mig til, men jeg har desværre ikke den store rolle på selve kampdagen, men det har jeg efterhånden vænnet mig til.

LÆS OGSÅ: Kahlenberg: Jeg ønsker Brøndby det bedste

Det betyder dog ikke, at Thomas Kahlenberg har lagt sine ambitioner på hylden. Han går på klubjagt med et åbent sind til sommer, men det er ikke alt, der har interesse.

- Jeg har aldrig givet op, og jeg synes, at jeg har håndteret min situation professionelt, men det er aldrig det samme at være marginalspiller. Jeg træner stadig for at vise mig frem, og jeg kommer forhåbentlig i aktion igen i denne sæson, så jeg håber ikke, jeg har spillet min sidste kamp her. Om jeg får nogle minutter hist og pist betyder nok ikke det store i forhold til at finde en ny klub, men det hjælper jo alt sammen.

- Jeg vil kigge på de muligheder, der måtte komme, og de tilbud jeg får, og jeg er sådan set meget åben. Det er logisk at nævne Frankrig som en mulighed, for jeg har haft det godt der før. Men det kan også være en anden klub i Bundesligaen eller en helt tredje liga. Det handler om, hvem der er interesserede, og det handler om, at min næste klub skal kunne tilbyde mig en rolle, hvor jeg kan gøre det, jeg er god til.

- Men jeg ønsker at fortsætte i udlandet, og derfor har jeg ikke planer om at tage hjem til Danmark. Det er alt for tidligt. Skal jeg hjem igen, skal det være, når jeg slutter min karriere, og jeg føler, jeg har mange gode år i mig endnu. Jeg har stadig lysten og er stadig sulten, forklarer Thomas Kahlenberg.

Skiftet til Wolfsburg blev foretaget i 2009 efter fire gode sæsoner i Auxerre. Men selv efter fire år på godt - og mest på ondt – i Wolfsburg, fortryder Kahlenberg ikke skiftet.

- Ser man tilbage, kan man altid sige hvis og hvis. Da jeg kom til klubben, fik jeg et træthedsbrud i hoften, der holdte mig ude tre-fire måneder. Jeg kom tilbage og spillede inden jul, men så blev Armin Veh uheldigvis fyret kort inde i forårssæsonen. Siden har jeg aldrig stået forrest i køen. Jeg har kæmpet for at komme tilbage, men jeg har aldrig fået lov chancen på den offensive midtbane eller ude i venstresiden, hvor jeg hører til. Opholdet i Wolfsburg har ikke været en succes, men jeg synes, jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, siger han.

Thomas Kahlenberg har spillet 39 Bundesliga-kampe i sin tid i Wolfsburg. Der resterer syv runder af denne sæson, hvor han og Wolfsburg også stadig er med i pokalturneringen. De møder Bayern München i semifinalen.