Olsen om Malta-sejr: Flot, men ubrugeligt
Illustration
VM

Olsen om Malta-sejr: Flot, men ubrugeligt

Det danske landshold kan ikke bruge Maltas choksejr over Armenien til noget som helst, fastslår Morten Olsen.

Det er i sandhed sjældent, at Malta vinder en fodboldkamp, men det gjorde lilleput-nationen ikke desto mindre fredag aften, hvor øboerne vandt 1-0 over Armenien i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe efter en tidlig scoring af Michael Mifsud.

Dermed fik armenierne den værst tænkelige generalprøve forud for landskampen mod Danmark på tirsdag, men derudover kan de rød-hvide ikke bruge Maltas choksejr til noget som helst, fastslår Morten Olsen.

- Jo, det var absolut en overraskelse, at Malta vandt. Men det er et eksempel på, at alle kampe umiddelbart er svære, og at det kommer an på, hvordan du så angriber kampene på. Armenien-Malta-kampen kan vi ikke bruge til noget som helst. Vi får de samme betingelser mod Armenien, som armenierne havde mod Malta, så det bliver helt anderledes, siger landstræneren til Ritzau.

Han forventer, at det bliver et helt andet Armenien-mandskab, der gæster Parken.

- Vi er ikke naive. Vi har set Armenien en masse gange. Mod os får Armenien lov til at spille det spil, som de bedst kan, nemlig med omstillinger, så for dem bliver det anderledes at møde os end Malta, som pakker sig og skal brydes op, siger Morten Olsen.

Sejren var Maltas anden sejr i VM-kvalifikations-sammenhæng – i historien vel at mærke.